Serier

Medier: Tyskland åbner grænsen til Danmark med øjeblikkelig virkning

Tysk politi oplyser, at danske statsborgere ikke længere vil blive afvist ved den dansk-tyske grænse.

Corona rammer verden
Grænseovergangen i Padborg, som skiller Danmark og Tyskland. Overgangen vil blive åbnet i den kommende weekend. Foto: Marie Ravn

Oprindelig var det først den 16. juni, at Tyskland ville åbne grænsen mod Danmark.

Men tysk politi har valgt at tolke en række nye retningslinjer fra det tyske Indenrigsministerium sådan, at danskerne allerede fra fredag må rejse frit ind i Tyskland. Alle formål vil være anerkendelsesværdige, oplyser tysk politi til Radio4 og Flensborg Avis.

»Hvis en dansk statsborger kommer til den dansk-tyske landgrænse, bliver vedkommende ikke afvist,« siger politikommissær Torsten Tamm, der er pressetalsmand for det tyske forbundspoliti i Slesvig-Holsten til Radio4.

Der vil dog stadig være grænsekontrol frem til natten til tirsdag, men ingen EU-borgere, herunder danskere, vil blive nægtet indrejse i Tyskland, lyder beskeden.

Instruksen om ikke længere at afvise danskere ved grænsen er fredag eftermiddag sendt ud til det tyske politi ved de åbne grænseovergange, skriver Flensborg Avis.

Fredag morgen oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi, at man vil åbne grænseovergangen i Padborg, så den fra lørdag vil have åbent mellem klokken 7 og 23.

Overgangene i Frøslev, Kruså og Sæd har allerede døgnåbent, mens de resterende ni grænseovergange vil forblive lukket.

Tager man som dansker alligevel en tur til Tyskland i weekenden og vender retur til Danmark, inden Danmark formelt åbner grænsen til Tyskland den 15. juni, anbefales man dog stadig at gå i 14 dages karantæne ved indrejse. Det er, fordi Udenrigsministeriet frem til mandag stadig fraråder alle unødvendige rejser til hele verden.

EU-Kommissionen har i et sæt anbefalinger til Schengen-landene skrevet, at Europas ydre grænser bør delvist og gradvist åbnes efter 30. juni. EU-Kommissionen har samtidig anbefalet, at landene i Schengen-samarbejdet bør hæve alle restriktioner ved de indre grænser fra den 15. juni.

Udenrigsministeriet har fredag i et skriftligt svar til TV 2 og B.T. oplyst, at man arbejder på at opdatere de danske rejsevejledninger, så de falder mere i tråd med EU's anbefalinger.

»Regeringen arbejder på at finde en ny model for rejsevejledningerne, så danskerne kan rejse frit igen så hurtigt som muligt, og gerne inden den 31. august,« skriver Udenrigsministeriet.

BRANCHENYT
Læs også