Politik

Regeringen vil give 1.000 kroner skattefrit til pensionister

Søndag forhandler partier om sommerpakke, der skal stimulere dansk økonomi. En lang række ønsker er i spil.

Finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen vil give 1000 skattefrie kroner til blandt andre pensionister og førtidspensionister som led i den såkaldte sommerpakke.

Pakken skal stimulere dansk økonomi, der er hårdt ramt af coronakrisen.

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) søndag på vej ind til forhandlinger.

- Vi har fra regeringens side lagt et forslag frem om, at blandt andre pensionister og førtidspensionister kan få 1000 kroner skattefrit som et engangsbeløb, siger han.

Ifølge Ritzaus oplysninger gælder regeringens forslag alle på overførselsindkomst - dermed omfatter det eksempelvis også studerende på SU og kontanthjælpsmodtagere.

Folketingets partier er søndag eftermiddag gået i gang med at forhandle om sommerpakken.

- Der er også andre bud på bordet, og det bliver ikke nemme forhandlinger. Der er flere ønsker, end der er penge til, siger Nicolai Wammen.

Nicolai Wammen hentyder til partiernes ønskeliste til sommerpakken, og der er mange mulige tiltag på bordet.

SF ønsker ekstra børnechecks, mens Dansk Folkeparti byder ind med et forslag om et skattefrit år for pensionister.

Hos Enhedslisten vil man sørge for, at indefrosne feriepenge - såfremt de bliver udbetalt - ikke modregnes i ydelser. Samtidig vil man give et kontant beløb til en række lavindkomstgrupper.

Venstre og De Konservative er klar til at lave tiltag for at fremme dansk eksport.

Partierne er enige om, at der skal findes en model for udbetaling af indefrosne feriepenge.

De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019.

Planen var, at pengene skulle stå i en offentlig feriefond, til den enkelte går på pension.

Samlet drejer det sig om omkring 100 milliarder kroner før skat groft baseret på fem ugers ferie.

Men partierne har forskellige holdninger til, hvor mange af pengene der skal udbetales - eller om de skal udbetales drypvist.

Så mange feriepenge har du til gode

Din månedsløn før skat i hele kr.:
Programmering: Boy Repenning

Liberal Alliance har kort efter forhandlingsstart forladt forhandlingerne.

Ifølge Ole Birk Olesen, partiets finansordfører, har regeringen lagt tre forslag på bordet, som Liberal Alliance ikke kan acceptere.

Liberal Alliance er utilfreds med, at regeringen ifølge Ole Birk Olesen vil oprette en statslig fond, der skal investere i virksomheder og opnå ejerskab af private virksomheder, og at regeringen vil give 1.000 kroner til udvalgte grupper på overførselsindkomst.

Derudover er partiet ikke tilfreds med, at regeringen ønsker at forlænge lønkompensationsordningen til 31. august.

Ole Birk Olesen ser forhandlingerne som et udtryk for "populisme" fra regeringens side:

- De fleste anerkendte økonomer mener ikke, at der er brug for at dele penge ud for at sætte gang i forbruget. Men der er en glæde i Finansministeriet og i regeringen ved at dele penge ud og blive populær på det.

- Forbruget er derude allerede. Folk køber is, de går på restaurant og køber nye køkkener. Det, vi har brug for, er, at folk går på arbejde igen, siger Ole Birk Olesen.

BRANCHENYT
Læs også