Serier

Ny pakke giver millioner til kulturlivet - bliver mødt med vrede af teatres direktør

Dansk Teaters formand er målløs over den sommerpakke, der fredag blev præsenteret. Kulturministeren mener dog, der efterhånden er mange penge til rådighed for kulturlivet.

Corona rammer verden
Peter Mark Lundberg har tidligere kritiseret, at der ikke er nogen langsigtet plan for genåbningen, så kulturinstitutioner får noget mere håndfast at forholde sig til. Fredagens sommerpakke mildner ikke kritikken. Foto:Stine Bidstrup

Denne sommer kommer danskerne til at kunne gå i museet, på spillested eller give sig i kast med alskens andre kulturoplevelser - alt sammen til halv pris.

Det er en del af den sommerpakke til 700 mio. kr., som et flertal i Folketinget fredag præsenterede.

I alt er 320 af de 700 mio. kr. i pakken reserveret til kultur- og foreningslivet, og som den ansvarlige minister for området redegør kulturminister Joy Mogensen gerne for elementerne.

Hun deler sommerpakkens kulturindsats op i tre dele: En særlig pulje til kunstnere, i alt 100 mio. kr. til foreningslivet og så initiativet med halv pris på kulturaktiviteter.

»Den største del er rabatordningen. Jeg håber, den vil få danskerne, der i forvejen havde planlagt kulturoplevelser, til at doble op. For det er staten, der klarer rabbaten, og så får danskerne nu mulighed for at besøge to steder i stedet for ét, så to institutioner får entreen, og danskerne får en god oplevelse,« siger Joy Mogensen.

Sommerpakken
  • Gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister
  • Tilskud til prisnedsættelse på færger til småøer, samt Fanø, Læsø, Ærø og Samsø i august og september
  • Reduktion af billetpriserne på færgefarten Ystad-Rønne i august og september
  • Rejsepas: Otte dages frirejse-billet (50.000 stk.) med kollektiv transport for 299 kr.
  • 1 mio. Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie
  • Midlertidig forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af sommerhuse: Fra 40.000 kr. til 60.000 kr.
  • Styrket indsats via Wonderful Copenhagen
  • Styrket indsats via Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Styrket indsats for Ø-passet og ø-turismen
  • Madkulturelle sommerevents og -oplevelser i hele landet
  • Bedre vilkår for cykelturismen i Danmark
  • Flere forenings- og idrætsoplevelser for danskerne
  • Udvidelse af pulje til lokale idræts- og spejderforeninger
  • Rabat på billetter til kulturoplevelser
  • Aktivitetspulje til kulturelle aktiviteter
  • Sommeraktiviteter på højskoler
  • Gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år
  • Dagsture til plejehjemsbeboere
  • Dagsture for beboere på socialpsykiatriske botilbud
  • Gratis handicaptransport i sommerferien
Kilde: Erhvervsministeriet

Halv pris-ordningen vækker dog ikke begejstring alle steder. Brancheforeningen Dansk Teaters direktør står således »målløs« tilbage.

»Det er vist ikke kulturen, der får en god sommer. I Dansk Teater er vi noget målløse over, at man nu går ud og giver tilskud til billige teaterbilletter. For der er ikke noget teater denne sommer, fordi vi ikke kan få det økonomisk at hænge sammen med at spille for et halvt så stort publikum som normalt. Vi må håbe, at Folketingets medlemmer er klar over, at spillesteder, teatre og kulturhuse i efteråret ser ind i en afgrundsdyb krise, hvis der ikke findes en langsigtet løsning nu,« lyder det fra direktør Peter Mark Lundberg i en skriftlig kommentar.

Joy Mogensen ser dog problemets størrelse noget anderledes an end Peter Mark Lundberg. Også selvom hun er klar over, at nogle teatre og eksempelvis også cirkusser må holde lukket, fordi de ikke kan hænge sammen med de nuværende publikumsbegrænsninger.

Hun henviser til, at de samme partier, der fredag fordelte de 700 mio. kr., i begyndelsen af ugen blev enige om at videreføre nuværende hjælpepakker, der også dækker kulturlivet, til 8. august.

»Krisehåndteringen for dansk kulturliv er ikke slut med denne pakke. Men med de aftaler, der ligger nu med forlængelse af hjælpepakkerne og tilskud til andre aktiviteter, end man plejer at lave, så synes jeg, der er mulighed for at komme godt gennem sommeren. Det er klart, at det bliver ikke, som det plejer, men det gør det ikke for nogen af os,« svarer ministeren.

Hun understreger, at der inklusive initiativer i den nye sommerpakke, er omkring 300 mio. kr. i spil, der kan søges, hvis man vil lave aktiviteter, der retter sig mod børn og unge, ældre eller sårbare grupper:

»Det er klart, at det kræver, at man så omlægger aktiviteten fra det, man plejer, til måske at gøre det i mindre grupper. Men jeg mener faktisk, at der er rigtigt mange penge for kulturaktører, der gerne vil være aktive, og derfor også tjene penge i løbet af sommeren - med ganske massiv offentlig støtte.«

BRANCHENYT
Læs også