Danmark åbner grænserne for yderligere seks lande
Danmark åbner for indrejse fra turister fra seks lande herunder Australien og Japan, oplyser Udenrigsministeriet. Danskere frarådes dog fortsat at rejse dertil.
Danmark åbner for indrejse fra turister fra seks lande uden for Europa.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
Borgere fra de seks lande Australien, Canada, Japan, New Zealand, Sydkorea og Thailand må altså fremover rejse ind i Danmark.
Landene forbliver dog orange i Udenrigsministeriets rejsevejledning, hvilket betyder, at danskere fortsat frarådes alle ikke-nødvendige rejser hertil. Det skyldes, at landene alle har indrejserestriktioner eller karantænekrav for danske rejsende.
Udenrigsministeriet oplyser dog, at man vil ændre rejsevejledningerne, så snart de seks pågældende lande ophæver deres restriktioner.
Dermed frarådes alle ikke-nødvendige rejser fortsat til lande uden for Europa, ligesom rejser til seks lande i Europa også fortsat frarådes.
Det gælder Rumænien, Portugal, Storbritannien, Irland, Malta og Sverige, hvor Udenrigsministeriet har har foretaget en mindre lempelse, så ikke blot den nordlige region Västerbotten men også Kronoberg og Blekinge er undtaget.
Samtidig bliver de små stater Andorra, Monaco, San Marino og Vatikanstaten bliver også åbne for turistrejser.
Udenrigsministeriets ændrede rejsevejledninger skal ses i lyset af flere ting.
Rejsevejledningerne fra Europa bliver opdateret hver torsdag eftermiddag og bygger på en række såkaldt objektive kriterier – bl.a. på antallet af smittede. Det tal skal ligge på under 20 smittede per 100.000 indbyggere.
Udover smittetallene forholder Udenrigsministeriet sig også til indrejserestriktioner og karantæneregler, når listen bliver opdateret. Derfor kan et land godt forblive orange på Udenrigsministeriets liste, selv hvis Statens Serum Institut melder god for smitteudviklingen. Det er blandt andet tilfældet for både Irland og Storbritannien.
For landene uden for Europa kommer torsdagens ændring, efter at EU-rådet i tirsdags ændrede sine anbefalinger til indrejse for 14 lande. De nye anbefalinger lyder på, at EU-lande kan åbne for rejsende fra Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay.
På baggrund af dette har en gruppe bestående af af repræsentanter fra Statens Seruminstitut, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet vurderet, hvad der skal gøres i Danmark. Og her er gruppen altså nået frem til, at den danske grænse ud fra et forsigtighedsprincip ikke skal åbnes for lande som Tyrkiet, Serbien, Rwanda og Marokko, selv om de stod på EU’s liste.
