Politik

En ny musikhuspark skal rumme et lille stykke af New York

I takt med at Aros bygger ud af rammerne de næste år, skal også Musikhusparken laves om for anslået 40 mio. kr. Den skal være mere folkelig.

"The Dome", som er et omdrejningspunkt i udbygningen af Aros, kommer til at ændre området foran Aros. Derfor er det oplagt at gentænke hele parken lige nu, mener borgmesteren og kulturrådmanden. Illustration: Schmidt Hammer Lassen Architects Festuge i børnehøjde: Stik hovedet i skyerne, og dyk ned i en pøl af bamser. Prøv kræfter med rap, lær at redde liv eller gå en tur med en sky på hovedet. Aarhus Festuge har det hele og bugner lige nu med arrangementer for børn og unge.

Musikhusparken er et ganske særligt sted. Når Aros i 2023 efter planen er færdig med sin udbygning, ”The Next Level”, der omfatter kunstinstallationen ”The Dome”, som stikker flere meter op over jorden, bliver parken endnu mere særlig.

Sådan mener i hvert fald borgmester Jacob Bundsgaard (S) og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), at det bør være. Ikke nødvendigvis samtidig med at Aros-udbygningen er færdig, men måske året efter.

Parken, der blev tegnet af landskabsarkitekten Sven Hansen og blev anlagt i 1980’erne, rummer et stort potentiale, som bør udnyttes bedre, siger de.

Parken skal være mere folkelig. Vi skal skabe et sted, der inviterer til samvær, også selv om der ikke er festuge.

Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice

På tide

»Det er på tide at tænke Musikhusparken på ny,« mener Jacob Bundsgaard

»Den er lavet til en anden tid, og en stor del af parken er jo ikke tilgængelig, fordi der er hække og bede. Dette er en lejlighed til at overveje, hvordan man kan få aktiveret det fantastiske byrum, det er, på en ny måde i respekt for historien og for musikhuset.«

Rabih Azad-Ahmad er enig.

»Det er en enestående mulighed for at gentænke Musikhusparken. Vi har set under mange festuger, hvordan den kan være et fantastisk samlingssted for borgerne, børn som voksne,« siger han.

»Parken skal være mere folkelig. Vi skal skabe et sted, der inviterer til samvær, også selv om der ikke er festuge. Vi skal bruge den meget til events, koncerter og andre performances hele året.«

Kulturudvalget i Aarhus Kommune har haft omlægningen af parken på sin dagsorden. Projektet er anslået til at koste 40 mio. kr., og hertil kommer estimeret årligt 1 mio. kr. til pleje og 1 mio. kr. til arrangementer, koncerter og events. Kommunen er i dialog med flere fonde om økonomien.

En ny park

Nogle af de ideer, der arbejdes med for den nye park ved musikhuset, er:

  • sjove, spændende, hyggelige opholdsarealer og siddemiljøer for alle
  • bedre adgangs- og opholdsarealer i forbindelse med koncerter og arrangementer
  • trække institutionernes aktiviteter, musik og scenekunst ud i byrummet
  • mindre udendørskoncerter og teaterforestillinger foran musikhuset
  • nye funktionelle, plug’n’play udendørsscener, hvor der kan vises film, teater, koncerter etc.
  • mobil(e) scener/pladser til børneteater, klassiske koncerter, kammeropera mv.
  • fleksibel koncertplads med 1.000-5.000 gæster
  • attraktive café/streetfood faciliteter, der tiltrækker gæster

Hertil kommer festugens koncerter og parkarrangementer, skøjtebanen, udbygninger ved konferencer og erhvervsarrangementer, halvmaraton, markeder etc.

Kilde: Aarhus Kommune

A la High Line i New York

»Målet er at skabe en fremtidssikret byhave/park, der byder velkommen, inkluderer og inviterer til nye fællesskaber. Vores ambition er et udtryk, der tager udgangspunkt i New Yorks High Line Park,« hedder det i forklaringen til Kulturudvalget.

» Parken skal kunne fungere i de tre sommermåneder, men det er afgørende, at den også fungerer i de øvrige ni måneder og er indbydende, både når den summer af aktivitet, og når der ingen aktivitet er. Indretningen skal binde kulturinstitutionerne omkring parken sammen i et fælles udtryk, hvor de i dag fremstår som individuelle bygninger med forskellige udtryk og stilarter.«

Med arkitekt Mortens Schmidts ord er byrummet ved Musikhusparken netop karakteriseret ved at have enkeltstående bygninger – Aros, Officersbygningen, Ridehuset, musikhuset og rådhuset.

»Det er det eneste sted i Aarhus, det foregår. Så man kan udnytte hele pladsen helt over til Rådhusparken,« mener arkitekten fra Schmidt Hammer Lassen Architects, det står for udbygningen af Aros.

»Først og fremmest er dette projekt, ”The Next Level” karakteriseret ved at give mere, end der var før. Når vi introducerer en ny dome ude på pladsen, er det ikke alene internt på Aros, at det giver mere – det er i hele byrummet. Meningen er, at hele dette område over de næste år skal udvikles, så det bliver en katalysator for en energi, som kan udnyttes hele vejen rundt.«

Læs også
Top job