Politik

Merkel vil lede Europa ud af coronakrise under EU-formandskab

Tyskland overtog det skiftende EU-formandskab efter Kroatien den 1. juli. Arkivfoto: Nicholas Kamm/AFP

Europa kommer kun styrket ud af coronakrisen, hvis medlemslandene arbejder sammen og finder løsninger hurtigst muligt.

Det siger den tyske forbundskansler Angela Merkel i Europa-Parlamentet i Bruxelles onsdag.

Hun er i Bruxelles for at præsentere Tysklands planer for EU-formandskabet de næste seks måneder.

Genopretningen af Europa efter coronakrisen vil være topprioritet, siger hun.

- Europæisk solidaritet er ikke bare en menneskelig gestus. Det er en bæredygtig investering. Europæisk sammenhold er ikke bare politisk påbudt, det er noget, som virkelig kan betale sig. Det vil være en ledetråd i vores formandskab.

- I fællesskab skal vi gøre Europa stærkere igen, siger Merkel.

Tyskland overtog det skiftende EU-formandskab efter Kroatien den 1. juli.

Første skridt på vejen til at få Europa ud af krisen er ved at blive enig om en omfattende genopretningsfond og det næste syvårige budget denne sommer, understreger Merkel.

- Ingen kommer ud af den her krise på egen hånd. Vi har ikke råd til at spilde tiden, det vil kun ramme de svageste, siger hun.

EU's stats- og regeringschefer skal mødes til fysisk møde i Bruxelles 17.-18. juli for at diskutere budget og fond.

BRANCHENYT
Læs også