Politik

USA's ældste højesteretsdommer får behandling mod kræft

Store dele af USA holder nøje øje med Ruth Bader Ginsburgs helbred. Nu er hendes kræftsygdom vendt tilbage.

Ruth Bader Ginsburg vil fortsætte arbejdet i Højesteret trods kræftdiagnosen. Arkivfoto:  REUTERS/Lindsay DeDario

Den aldrende højesteretsdommer i USA Ruth Bader Ginsburg oplyser i en erklæring, at hun får kemoterapi, efter at en kræftsygdom i leveren er vendt tilbage.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en erklæring fra Højesteret fremgår det, at hun blev diagnosticeret efter at skanning og biopsi i februar.

Undersøgelserne afslørede "læsioner" på leveren.

Ruth Bader Ginsburg udtaler i meddelelsen, at hun reagerer godt på kemoterapien, og at behandlingen har vist gode resultater.

- Min seneste skanning den 7. juli har vist en væsentlig reduktion af læsioner på leveren, udtaler hun i erklæringen.

Store dele af USA holder nøje øje med den 87-årige højesteretsdommers helbred.

Hun er en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der består af ni dommere. Hvis hun må træde tilbage fra posten, kan USA's præsident, Donald Trump, udpege endnu en kandidat til domstolen.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch.

Ruth Bader Ginsburg understreger, at hun kan fortsætte arbejdet i Højesteret trods kræftdiagnosen.

- Jeg har altid sagt, at jeg vil være medlem af retten, så længe jeg kan udføre arbejdet for fuld tryk. Det er jeg fortsat i stand til, udtaler hun i erklæringen.

Ruth Bader Ginsburg blev udpeget som højesteretsdommer i 1993 af daværende præsident Bill Clinton.

Alle dommere i Højesteret er politisk udnævnt, og de beklæder posten på livstid, medmindre de går frivilligt på pension.

Ruth Bader Ginsburg har en længere sygdomshistorik bag sig.

I august sidste år blev hun for anden gang behandlet for kræft, da hun havde en ondartet svulst på bugspytkirtlen.

I november 2018 faldt hun og brækkede tre ribben. I forbindelse med undersøgelserne af skaderne fra faldet opdagede lægerne lungekræft hos dommeren.

I februar 2019 vendte hun tilbage til posten som højesteretsdommer, efter at hun havde gennemgået en operation for sin kræftsygdom.

Ginsburg har også i 1999 og 2009 gennemgået behandling for andre kræfttyper.

Læs også
Top job