Politik

Trump-team fremlægger plan om at slå ned på kinesiske selskaber i USA

Trump-administrationen har udsendt sine anbefalinger om at sortliste kinesiske selskaber, der ikke lever op til de amerikanske bogføringsstandarder, fra amerikanske børser.

Det skriver Financial Times.

Forslagene fra den amerikanske regering er udarbejdet af en gruppe bestående af blandt andre skatteminister Steven Mnuchin og chefen for de amerikanske børsmyndigheder, Securities and Exchange Commission (SEC), Jay Clayton.

Formålet er at tvinge kinesiske selskaber til at lade sig afnotere fra de amerikanske børser, hvis ikke amerikanske lovgivere kan få adgang til selskabernes revisioner.

USA's præsident, Donald Trump, gav i juni sit hold 60 dage til at komme med forslag til håndteringen af de kinesiske selskaber.

Forslagene vil tvangsafnotere kinesiske selskaber, hvis revisioner ikke kan gennemses af de amerikanske myndigheder på grund af begrænsninger fra den kinesiske regering.

En anden mulighed er at lade selskaberne hyre en revisor uden for Kina, der kan give USA adgang til revisionerne.

Det anbefales, at selskaber, der ikke efterlever regeringens krav, vil blive afnoteret den 1. januar 2022.

- Hvis de makker ret, vil der være meget få konsekvenser, siger en seniorrepræsentant fra SEC til Financial Times.

- Med intet samarbejde tror jeg, du vil se en ganske betydelig påvirkning, fortsætter repræsentanten.

Administrationens tiltag skal dog først igennem en langvarig lovgivende proces, før den kan træde i kraft.

BRANCHENYT
Læs også