Tidligere stabschef hævder, at Trump ville bytte "beskidte" Puerto Rico med Grønland
Miles Taylor, som i denne uge sprang ud som Joe Biden-tilhænger, er tidligere stabschef for USA's sikkerhedsminister.
En tidligere højt betroet medarbejder i Trump-regeringen har i denne uge skabt politisk uro ved at komme med sine udlægninger af præsident Donald Trumps måde at regere landet på.
Miles Taylor, der er var stabschef under USA’s tidligere minister for indenlandsk sikkerhed Kirstjen Nielsen, siger således i et interview med MSNBC, at Trumps bemærkninger i 2019 om at købe Grønland langt fra var ment som en joke.
Faktisk, lyder det fra den tidligere stabschef, ville præsidenten i ramme alvor have fat i Grønland på bekostning af Puerto Rico, som hører til amerikansk territorium.
»Præsidenten har tidligere talt om at købe Grønland, men på et tidspunkt fortalte han os, at han ikke bare ønskede at erhverve sig Grønland, men at han ville forsøge at komme af med Puerto Rico. Altså om vi kunne bytte Puerto Rico med Grønland. Fordi, med hans ord, Puerto Rico var beskidt, og indbyggerne var fattige,« lød det onsdag fra Miles Taylor på MSNBC.
Donald Trumps bemærkning skulle være faldet i august 2018, knap et år efter at orkanen Maria ødelagde store dele af Puerto Rico og kort før et officielt besøg i landet.
Bemærkningen om Grønland er blot én af flere anekdoter, som Miles Taylor i de seneste dage har delt om præsident Trump. I en video, der blev offentliggjort mandag, siger den tidligere stabschef, at han i sine to et halvt år i Trump-regeringen oplevede »skræmmende« opførsel fra præsidenten, som ifølge Miles Taylor var direkte skadeligt for nationens sikkerhed.
»Præsidenten ønskede at udnytte ministeriet til egen politisk vinding og for at fremme sin egen dagsorden,« sagde Miles Taylor i videoen.
Selv om Miles Taylor var en del af Trump-regeringen i flere år, taler han nu aktivt imod Donald Trump og er stået frem som Joe Biden-støtte.
Som svar på kritikken har en talsmand fra Det Hvide Hus, Judd Deere, i en meddelelse kaldt Miles Taylor for »endnu én fra sumpen i D.C., som aldrig forstod vigtigheden af præsidentens dagsorden, ej heller hvorfor det amerikanske folk valgte ham«.
Talsmanden tilbageviser dog ikke direkte påstandene om, at Donald Trump skulle have udtrykt ønske om at bytte Puerto Rico for Grønland.
Donald Trump har i et tweet meddelt, at han aldrig har hørt om Miles Taylor, og at der må være tale om en tidligere utilfreds medarbejder.
Uenigheden om Grønland førte i 2019 til, at Donald Trump aflyste et planlagt besøg i Danmark, fordi både Mette Frederiksen og den grønlandske selvstyreleder Kim Kielsen øjeblikkeligt havde skudt tankerne om et salg af Grønland til USA ned.
Donald Trump har forklaret, at hans interesse i Grønland bunder i strategiske årsager.

