Politik

Skatteministeren: »Det er fuldstændig uacceptabelt«

Skatteekspert undrer sig over skatteminister Morten Bødskovs forklaring om nye forsinkelser af ejendomsvurderingerne.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er ikke tilfreds med, at de nye ejendomsvurderinger igen må udskydes. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er udfordringer med tests og hjemsendelser af medarbejdere under covid-19, der er skyld i den seneste forsinkelse af de nye ejendomsvurderinger.

Sådan lyder forklaringen fra skatteminister Morten Bødskov, efter at han onsdag aften orienterede en række partiers skatteordførere om, at Vurderingsstyrelsen først begynder at sende nye ejendomsvurderinger ud omkring sommeren næste år.

Den prognose er endda også usikker, så derfor vil ministeren bede eksterne eksperter om at trykprøve den nye køreplan.

»Jeg skal være den første til at sige, at det er fuldstændig uacceptabelt,« siger Morten Bødskov, der peger på, at regeringen i 2019 overtog et Skatteministerium fra den tidligere regering, som er »udfordret«.

Morten Bødskov udskød selv ejendomsvurderingerne i oktober 2019, fordi han mente, der var behov for en mere realistisk tidsplan. Nu er den altså også skredet.

»Ja, det er rigtigt, og derfor er det også fuldkommen uacceptabelt, men forklaringen er som sagt, at man ikke har kunnet gennemføre de sidste tests. Vurderingerne kan man faktisk lave allerede nu, men det er udsendelsen og testen af det, som har givet problemer, og så har vi været ramt af corona. Det har skabt tidsmæssige problemer, og derfor er der behov for mere tid,« siger han.

Som nævnt vil Bødskov nu hyre ekstern assistance for at få projektet tilbage på sporet, og derudover vil han han etablere et nyt it-tilsyn på Skatteministeriets område.

Tilsynet skal etableres ved lov og kan indlede sit arbejde, så snart Folketinget har vedtaget loven, hvilket Bødskov håber vil ske i begyndelsen af det nye år.

Ejendomsvurderingerne er blevet forsinket adskillige gange, siden de blev sat i bero i 2013, og chefkonsulent i BDO Henning Boye Hansen er forundret over skatteministerens udmelding.

Så sent som i maj 2020 udsendte Vurderingsstyrelsen en pressemeddelelse om, at den havde gennemført en succesfuld storskalatest med nye ejendomsvurderinger. Dengang lød meldingen stadig, at de nye vurderinger ville blive sendt ud i 2020.

»Den pressemeddelelse blev sendt ud i tredje måned af corona-krisen. Nu er der gået tre måneder mere, og pludselig får vi at vide, at vurderingerne først kommer om op til et år. Hvad filan er der sket? Det er fuldstændig uforståeligt,« siger Henning Boye Hansen.

Bødskov påpeger, at problemerne er opstået hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der skal udvikle det nye ejendomsvurderingssystem til Vurderingsstyrelsen.

Mandag fratrådte Udviklings- og Forkenklingsstyrelsens øverste chef, Andreas Berggreen, med øjeblikkelig virkning uden nogen forklaring. Morten Bødskov vil ikke svare på, om hans afsked har sammenhæng med problemerne med ejendomsvurderingssystemet.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Det er en personalesag,« siger han.

På trods af de mange problemer er Henning Boye Hansen fra BDO overbevist om, at det nye ejendomsvurderingssystem nok skal blive en realitet:

»Rent politisk kan man ikke leve med, at det ikke bliver til noget. Nu har vi diskuteret ejendomsvurderinger siden 2013, og der er holdt så mange møder og lavet så mange aftaler og brugt så mange penge, at der ikke er nogen vej tilbage. Det bliver til noget, men jeg tror ikke, at man kan sige med sikkerhed, om det vil kommer til at blive en rentabel investering,« siger han.



BRANCHENYT
Læs også