Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringen lukker for private fester for at standse coronasmitte

Fra lørdag er slut med at feste i selskabslokaler. Samtidig forlænges de nationale restriktioner til efter efterårsferien

Corona rammer verden

Partykiller.

Det tilnavn påtager regeringen sig nu med nye restriktioner for at standse den stadig stigende coronasmitte, hvor fredagens tal med 678 nysmittede er det højeste tal overhovedet i løbet af den aktuelle epidemi.

Med et særligt blik på store fester som smittespredere samt teenagere og unge mellem 20 og 29 år, hvor smitten særligt har godt fat, lukker regeringen for muligheden for at afholde private fester med mere end 50 personer i selskabslokaler.

»Utroligt beklageligt, men fuldstændig afgørende for at få standset smitten,« lød begrundelsen fra sundhedsminister Magnus Heucnike på et pressemøde fredag ind under aften.

I samme arbejdsgang forlænger regeringen de nuværende restriktioner med et forsamlingsforbud på 50 og lukketid for barer og restauranter klokken 22 til efter efterårsferien - den 18. oktober. Egentlig havde disse restriktioner udløbsdato den 4. oktober.

Fester i folks private hjem kan regeringen ikke regulere med regler og påbud, men opfordringen er dog klar: undgå og aflys fester.

Ud over at appellere til mindre fester, slog konst. direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, fast, at der er problemer med at få kontakt til alle de mennesker, som kan være smittede eller nære kontakter til smittede.

»Vi vil meget opfordre til, at man ringer tilbage til os, når vi har henvendt os. Der er desværre en del, som vi ikke opnår kontakt til, og som ikke reagerer trods flere telefoniske henvendelser, sms’er og brev i e-boksen. Jo flere, vi får kontakt med, jo bedre kan vi bremse smittekæderne,« sagde hun, der blev bakket op rigspolitichef Thorkild Fogde med samme budskab: ring tilbage til os.

Rigspolitichefen kunne i øvrigt oplyse, at ca. 300 ansatte i politiet i øjeblikket er beskæftiget - i toholds-skift - med at hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed at opspore smittede og deres nære kontakter.

BRANCHENYT
Læs også