Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Senfølgepatienter skal have ens tilbud

Mange tidligere covid-19-patienter lider af åndenød og koncentrationsbesvær. Regioner skal oprette senfølgecentre, mener læger.

Corona rammer verden
Den 47-årige Flemming Jensen blev ramt af covid-19 i foråret. Han har vejrtrækningsproblemer og kæmper med koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt samt smerter og lammelser i den ene hånd, efter at han i seks dage lå i respirator. Foto: Marie Ravn

Op mod halvdelen af de patienter, der har været indlagt med covid-19, døjer i månedsvis med koncentrationsbesvær, åndenød og hovedpine, men tilstanden er så ny, at mange læger ikke har viden om det, og patienterne får derfor ikke den bedst mulige behandling.

Sådan lyder det fra en række læger, der arbejder med senfølger efter covid-19. De ønsker, at landets fem regioner hver får et center, hvor man henviser patienterne til, dels for at samle viden, dels for at give patienterne ensartede tilbud.

»Vi skal samle patienterne ét sted, så de ikke skal rende rundt i systemet uden at møde nogen, som ved tilstrækkeligt om tilstanden,« siger afdelingslæge Jane Agergaard, der leder et projekt om senfølger på Aarhus Universitetshospital.

Her følger man 49 patienter, som har været indlagt med covid-19. Op mod halvdelen er plaget af senfølger 12 uger efter udskrivelsen. Også unge mennesker er ramt. Konklusionerne flugter ifølge Jane Agergaard med lignende opgørelser om senfølger fra Italien, Frankrig og USA.

Efterlysningen af en national handlingsplan støttes af bl.a. Overlægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Foa, som har skrevet til sundhedsminister Magnus Heunicke og appelleret til, at der handles hurtigt.

Samtidig viser nye tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at der er anmeldt 1.531 covid-19-arbejdsskadesager. Af 759 afgjorte sager er de 479 anerkendt.

Støtter ens tilbud for alle

Charlotte Suppli Ulrik, klinisk professor på Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, er enig i, at der er behov for et bedre »setup« for senfølgepatienter.

»Vores læringskurve om covid-19 er stejl. Det er ikke bare en influenza. Mange bliver rigtig syge, og nogle af dem har følger i lang tid. Vi har brug for at samle mere viden, patienterne skal have det bedst mulige tilbud. Det er hensigtsmæssigt, at det bliver organiseret ét eller flere steder i hver region,« siger hun.

Professor Jens Lundgren, Rigshospitalet, efterlyser også et ensartet tilbud på tværs af regionerne.

»Dels for at behandlingstilbuddet er ens for alle, dels for at videnindsamlingen koordineres på landsplan,« siger han.

Sundhedsstyrelsen er på vej med nationale anbefalinger til, hvordan personer med senfølger bedst hjælpes, og Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, afventer klare rammer for behandlingen, så det bliver helt tydeligt for patienterne, hvor de kan få hjælp.

»Det vigtigste er, at borgerne oplever en styrket indsats, der kan håndtere de mange forskellige senfølger. Ligesom vi fortsat skal opsamle viden og erfaringer på området, hvor meget endnu er helt nyt territorie,« siger hun.

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

BRANCHENYT
Læs også