Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Teknisk koks giver frustrationer: Testede borgere kan ikke se deres coronasvar

Det har store dele af onsdag ikke været muligt for borgere at logge på sundhed.dk og andre lignende platforme.

Corona rammer verden
Ifølge Statens Serum Institut er der i det senest opgjorte døgn coronatestet over 63.000 danskere. Arkivfoto: Christian Lykking

Folk, der venter på svar på deres coronatest, har onsdag måttet væbne sig med tålmodighed.

Først gik sundhed.dk ned på grund af overbelastning, og selv da siden i løbet af eftermiddagen kom tilbage online, var der fortsat problemer med at bruge NemID til at logge ind med.

Også appen MinSundhed er der problemer med, lyder meldingerne fra flere borgere.

Det betyder, at tusindvis af nyligt testede danskere har været afskåret fra at se deres prøvesvar.

»Vi arbejder på at løse problemet og beklager de gener, det måtte medføre,« lyder beskeden fra Nemlog-in, der hører under Digitaliseringsstyrelsen og står for den fælles indgang til offentlige myndigheder.

Problemet skulle angiveligt være opstået allerede onsdag morgen og er onsdag aften endnu ikke løst.

Udfordringerne har givet store frustrationer hos de borgere, der venter på svar på deres coronatest.

»Både min kone og jeg blev testet tirsdag morgen og håbede egentlig på at få svar i dag. Vi har prøvet at logge på det meste af dagen, og i værste fald kan det jo betyde, at vi ikke kan tage på arbejde i morgen,« skriver Morten Rosenkilde, hvis kone er registreret som nær kontakt til en coronasmittet, i en mail til Jyllands-Posten.

På de sociale medier har mange andre luftet en lignende kritik.

»Kunne man ikke finde en anden løsning til testresultater, så folk slap for at sidde i evigheder og vente på en håbløs webside?,« skriver brugeren Thomas K. Schmidt på Twitter.

På sundhed.dk bliver brugerne nu mødt med en besked om, at det »i øjeblikket ikke er muligt at logge ind med NemID.«

Også platformen Minsundhedsplatform.dk, der dog kun er for borgere i Region Hovedstaden og Region Sjælland, er overbelastet.

Ifølge Statens Serum Institut er der i det senest opgjorte døgn blevet analyseret coronatests fra over 63.000 danskere, og dermed sidder titusinder af borgere dagligt og venter på svar.

Det er ikke mere end et døgn siden, at der senest var knas med teknikken på coronafronten. Tirsdag stod der omkring 30.000 i kø for at bestille en tid til en coronatest på hjemmesiden coronaprover.dk, hvilket gav lang ventetid.

It-systemet, der håndterer tidsbestillingerne, er ifølge Ritzau for nylig blevet opdateret for at kunne følge med en højere efterspørgsel på coronaprøver, men en fejl i opdateringen gjorde tirsdag, at systemet kun kørte på halv kraft.

»Det beklager vi, og vi kan forudse stort pres på coronaprover.dk, som vi hele tiden forbedrer i forhold til kapaciteten og brugervenligheden,« siger Lone Kaalund Thiel, der er kontorchef i Region Nordjylland, som forvalter coronaprover.dk, onsdag i en meddelelse.

BRANCHENYT
Læs også