Politik

Grøn omstilling kan ende med masseimport af arbejdskraft

Den grønne omstilling vil kræve 290.000 årsværk frem til 2030. Især smede, elektrikere og vvs'ere bliver en mangelvare, konkluderer en ny rapport.

Udbygningen af havvind kan blive den store jobmotor i 2020'erne, vurderer Dansk Energi i en ny rapport. Men det kræver uddannelse, efteruddannelse og omskoling, hvis de mange nye grønne job skal gå til danskere, for den tilstrækkelige arbejdskraft vil ikke være til stede i Danmark uden, advarer Dansk Energi også. Arkivfoto: Melissa Kühn Hjerrild

Målet om at reducere den danske udledning af CO2 med 70 pct. i 2030 vil skabe tusindvis af arbejdspladser, for nogen skal udskifte oliefyr, opstille ladestandere til elbiler og bygge havvindmøller. Men den grønne omstilling kan resultere i masseimport af udenlandsk arbejdskraft.

Sådan lyder advarslen fra interesseorganisationen Dansk Energi på baggrund af en ny rapport om konsekvenserne for arbejdsmarkedet af den grønne omstilling.

»Hvis vi ikke får løst udfordringen med at uddanne og efteruddanne den fornødne arbejdskraft, kommer vi til enten at opgive 70 pct.-målsætningen eller importere arbejdskraft fra udlandet i stor stil. Nogen skal jo stå for den praktiske udførelse, hvis den grønne omstilling skal blive til noget,« siger adm. direktør Lars Aagaard.

Rapporten konkluderer, at den grønne omstilling vil kræve 290.000 årsværk frem mod 2030, og for grupper som smede, elektrikere og vvs’ere tegner der sig udbredt mangel på arbejdskraft.

Rapporten er blevet til med input fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Dansk Industri (DI), 3F, Dansk Metal og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Klimarådet har ifølge næstformand og tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov ikke regnet på, hvor mange hænder den grønne omstilling vil kræve, men det er ifølge ham en relevant problemstilling, om den nødvendige arbejdskraft er til stede.

Sådan er rapporten lavet

Dansk Energi har taget udgangspunkt i Klimapartnerskabet for energi og forsynings beregninger af ekstrainvesteringerne i den grønne omstilling. Klimapartnerskabet er nedsat af regeringen.

Modelberegningerne af de beskæftigelsesmæssige konsekvenser bygger på modeller fra rådgivningsvirksomheden Cowi, som er blevet anvendt på mere end 60 større offentlige anlægsprojekter igennem de seneste 15 år.

Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Industri, 3F, Dansk Metal og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har siddet med i en arbejdsgruppe og er kommet med input til rapporten, men afsender på rapporten er alene Dansk Energi.

Formand for FH Lizette Risgaard understreger, at danskere skal i job.

»Vi har 70.000 unge, som hverken er i arbejde eller uddannelse, og coronakrisen har skabt flere ledige. De har brug for, at vi ikke bare tager de lette løsninger og importerer udenlandsk arbejdskraft,« siger hun.

Vicedirektør i DI Steen Nielsen forudser dog, at udenlandsk arbejdskraft også bliver nødvendig.

»Vi skal selvfølgelig satse på at få uddannet nogle flere, men selv hvis vi lykkes med det, tvivler jeg på, at vi vil nå i mål uden udlændinge,« siger han.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er enig i, at der venter en udfordring med at skaffe hænder nok til den grønne omstilling.

»Vi er enige i, at hvis ikke vi i højere grad får opkvalificeret de fag- og ufaglærte, vi har, så kommer vi til at mangle vigtige kompetencer. Og det er ikke mindst nu, hvor vi er ramt af corona-krisen, at vi skal bruge den klogt og opkvalificere os til fremtidens job, blandt andet på det grønne område,« siger Peter Hummelgaard.

BRANCHENYT
Læs også