De første valgsteder er lukket i sikre Trump-stater
I store dele af Indiana og Kentucky har vælgerne afgivet deres stemmer, som nu bliver talt op.
/ritzau/
De første valgsteder er lukket i USA ved midnat dansk tid. Det er i store dele af Indiana og Kentucky, at stemmeafgivningen ved tirsdagens valg nu er slut.
I de vestlige dele af begge stater er valgsteder dog stadig åbne en time endnu, skriver The New York Times.
Både Indiana og Kentucky regnes som sikre stater for Republikanerne. Førstnævnte er vicepræsident Mike Pences hjemstat.
Der er 11 valgmænd på spil i Indiana og 8 i Kentucky.
På USA's østkyst lukker valgstederne i mange delstater og storbyer klokken 01.00 dansk tid.







