Fortsæt til indhold

Biden står til opsigtsvækkende sejr i Arizona

Siden 1952 har alle republikanske præsidentkandidater vundet i Arizona - på nær i 1996.

Politik

LOS ANGELES/AARHUS

Demokraternes Joe Biden har vundet staten Arizonas 11 valgmænd. Dermed har Biden taget staten tilbage fra Donald Trump, som vandt Arizona i 2016.

Det viser prognosen fra nyhedsbureauet AP onsdag formiddag. Der foreligger dog ikke noget endeligt resultat.

Biden har længe ført i de fleste meningsmålinger, men sejren markerer en markant bedrift af udfordreren til præsidentposten. Siden 1952 har alle republikanske præsidentkandidater nemlig vundet her - på nær i 1996.

Trump vandt i 2016 med 3,5 procentpoint over Hillary Clinton.

Joe Biden sagde tidligere i en tale fra staten Delaware onsdag morgen, at der kan gå »dagevis«, før valget er afgjort, og at vælgerne bør have tålmodighed.

»Det er ikke slut, før hver eneste stemme er talt op,« lød det fra Joe Biden, som også erklærede sig optimistisk om sine vinderchancer og fortalte sine jublende tilhængere, at »vi er på vej mod en sejr«.

Donald Trump, derimod, har i en tale så godt som erklæret sejr og bedt om at få optællingen af stemmer standset, selv om der stadig mangler flere vigtige stater.

De forskellige delstater har forskellige regler for, hvornår brevstemmer og stemmer afgivet før valgdagen må tælles.

I Arizona har de talt brevstemmer og tidligt afgivne stemmer siden den 12. oktober. Det er endnu ikke offentliggjort, om disse stemmer er talt med i det samlede resultat. Der spekuleres ifølge flere amerikanske medier i, at især demokratiske vælgere har brevstemt i større omfang end republikanske vælgere, mens republikanske vælgere i højere grad møder op for at stemme på valgstederne.

Joe Biden fører pt. med ca. 200.000 stemmer og med en sejr til Biden her, kan han tage et vigtigt skridt i præsidentræset og lægge et stort pres på Donald Trump i forhold til det samlede resultat.

Intet er dog endeligt afgjort endnu.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.