Jyske Bank: Donald Trump står til overraskende valgsejr
Lige nu ser det ud til, at Donald Trump vinder en overraskende sejr over Joe Biden, og at Kongressen forbliver splittet, skriver Jyske Banks chefanalytiker i en kommentar.
Foreløbigt ser det ud til, at Donald Trump får fire år mere i Det Hvide Hus, og at Kongressen det næste stykke tid forbliver splittet med et republikansk flertal i Senatet og demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus.
Det skriver Kim Fæster, chefanalytiker i Jyske Bank, i en kommentar, hvor han dog samtidig tager forbehold for, at alle stemmerne endnu ikke er talt op.
»Demokraterne ser som ventet ud til at beholde deres solide flertal i Repræsentanternes Hus og endda måske udbygge det. Senatet er stadig usikkert, da der i skrivende stund er et lille republikansk flertal på 46 – 43 ifølge RealClearPolitics.com,« skriver han.
Chefanalytikeren forventer, at det vil betyde en stilstand i indenrigspolitikken, hvis Trump vinder præsidentvalget, og det stik imod det billede, som meningsmålingerne tegnede før valget, bliver en splittet Kongres.
»Demokraterne i Huset vil blokere for alle de indenrigspolitiske forslag, som Trump kommer med og vice versa. Det er faktisk den situation, som vi har oplevet de seneste to år, hvor demokraterne også har haft flertal i Huset,« skriver Kim Fæster og tilføjer:
»Men det er naturligvis ikke den situation, som investorerne havde forventet. De havde i en vis udstrækning indstillet sig på, at meningsmålingerne havde ret, dvs. en Biden sejr og måske endnu demokratisk flertal i Kongressen.«
Risikoen for en fastlåst kongres har skabt stor usikkerhed om en hjælpepakke på ca. 2 bio. dollars til den amerikanske økonomi. Kim Fæster forventer, at denne hjælpepakke kan blive mindre, hvis der skal opnås et kompromis.
Ud over at få konsekvenser for en kommende hjælpepakke til den amerikanske økonomi, forventer Kim Fæster, at sådan en situation vil kunne afspejle sig i Donald Trumps handelspolitik fremadrettet, såfremt han vinder valget.
»Med Trump i Det Hvide Hus forsvinder udsigten til skatteforhøjelser og herunder selskabsskatten. Risikoen for yderligere markant regulering af især energisektoren, it og den finansielle sektor forsvinder også med Trump som præsident og et republikansk flertal i Senatet,« mener han.
Derudover vil magtesløsheden i den amerikanske indenrigspolitik kunne betyde, at Trump kaster sig mere over handelspolitikken, lyder det.
»Trump har som bekendt en betydelig magt i udenrigspolitikken og herunder i handelspolitikken. Dermed er der udsigt til et øget pres på Kina og EU. Trump vil givetvis se sin sejr som et mandat til at øge presset på Kina,« skriver Kim Fæster.

