Politik

Mogens Jensens bagland: »Det er noget forbandet svineri«

Fødevareministerens eget bagland kritiserer håndteringen af minksagen.

Artiklens øverste billede
Mogens Jensen lagde sig tirsdag ned og erkendte, at det var en fejl at beordre alle minkavlere til at aflive deres mink. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det er noget forbandet svineri.«

Fødevareminister Mogens Jensens eget bagland kritiserer nu, at der – uden lovhjemmel – blev sat gang i aflivning af samtlige mink i landet.

Onsdag i sidste uge meldte regeringen ud, at alle minkavlere i Danmark skulle slå deres mink ihjel, selv om der blot er lovhjemmel til at aflive smittede besætninger og besætninger i en sikkerhedszone på 7,8 km derfra.

Det kan sagtens være, at det ender i en kommission

Knud Egon Poulsen, formand for Socialdemokratiet i Herning Kommune

To dage senere – fredag – udsendte Fødevarestyrelsen en mail til alle minkavlere, hvor de fik besked på, hvordan aflivningerne skulle foregå.

I et afsnit om »Minkfarmere uden for zonerne« skrev styrelsen:

»Aflivningen af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået den 16. november 2020. Du skal derfor begynde på aflivning af besætningen hurtigst muligt.«

Søndag erkendte regeringen, at der ikke er lovhjemmel til at kræve alle mink slået ihjel. Fødevareminister Mogens Jensen er opstillet i Herning. Herfra er der skarp kritik af forløbet:

»Det er selvfølgelig noget rod, at de begynder med nogle ting, inden der er lovhjemmel for det. Det er noget forbandet svineri, og det må de selv redde sig ud af,« siger Knud Egon Poulsen, formand for Socialdemokratiet i Herning Kommune.

Noget griseri

Aflivningen af de danske mink blev sat i værk, efter Statens Serum Institut havde fundet danske minkvarianter af covid-19, der viste tegn på at være mindre følsomme over for antistoffer fra personer, der har været smittet med coronavirus.

»Dette fund er bekymrende, da det potentielt kan have betydning for en kommende covid-19-vaccines effekt,« har det bl.a. lydt fra Seruminstituttet.

Knud Egon Poulsen bakker op om, at der skal sættes ind over for minkene.

»Det er folkesundheden, som det handler om. Hvis minkfarme kan være med til at føre sygdommen videre, skal der gøres noget. Så skal det stoppes,« siger han.

Men lovgivningen skal være på plads, før der handles, påpeger han:

»Personligt synes jeg, at det er noget griseri. Hvis man må køre 80 km/t, skal man ikke begynde at give bøder til folk, der kører 70 km/t. Man skal ikke sætte noget i værk, som der ikke er lovhjemmel for.«

Den socialdemokratiske formand i Herning forventer, at forløbet får konsekvenser for Mogens Jensen:.

»Hvis der bliver lovhjemmel i løbet af en uges tid, kan man sige, at han skal have en næse for, at der blev sat ting i værk, før der var en lov for det,« siger Knud Egon Poulsen, der ikke vil afvise, at sagen kan få større konsekvenser for den lokalt valgte fødevareminister:

»Det kan sagtens være, at det ender i en kommission, men jeg tror det ikke, for det bliver jo vedtaget i denne uge. Alle partier er enige om, at de skal slås ned. Vi skal ikke have mink til at sprede en sygdom, som rammer mennesker.«

Kan Mogens Jensen i din optik fortsætte som minister?

»Ja, selvfølgelig kan han det. Det har langt hen ad vejen været sundhedsmyndighederne, som har kørt løbet, og politikerne er bare fulgt efter. Det her gik lige stærkt nok – det var nok, fordi de gik i panik i sidste uge. De skulle ikke have sagt, at dyrene skulle slås ihjel, før loven var der.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.