Regeringen har udskudt forhandlinger om et grønnere landbrug til næste år
Klimaforhandlinger er skubbet til næste år. Regeringen burde have udvist mere rettidig omhu, mener De Radikale.
Regeringen har udskudt sin store plan for, hvordan dansk landbrug skal gøres mere klimavenligt, til næste år.
Det meddelte finansminister Nicolai Wammen mandag i forbindelse med præsentationen af en række nye initiativer, der skal hjælp dansk økonomi sikkert gennem coronakrisen.
»I starten af det nye år vil vi ligeledes lancere et udspil til en grøn omstilling af landbruget, som kan tage fat på landbrugets klima- og miljøudfordringer og samtidig sikre en sund økonomisk udvikling for landmændene,« sagde finansministeren.
Forventningen var ellers, at fødevareminister Mogens Jensen og miljøminister Lea Wermelin ville præsentere regeringens udspil i dette efterår.
Udskydelsen er ingen katastrofe, men skaber ærgrelse på Christiansborg.
»Det er ærgerligt, at regeringen ikke har lagt udspillet frem i bedre tid og udvist lidt mere rettidig omhu, så vi kunne have undgået en forsinkelse,« siger De Radikales klimaordfører, Ruben Kidde.
Som en del af de igangværende finanslovsforhandlinger kræver De Radikale, at der afsættes penge til at opkøbe landbrugsjord for at tage særligt kvælstofrige jorde ud af drift.
Det forslag holder partiet fast i, selv om finanslovsaftalen nu skal på plads, før slaget om landbrugsreformen begynder.
»Nu og her er udtagning af jord den skarpeste kniv i skuffen, når det handler om at rykke noget på landbrugets klima- og miljøbelastning,« siger Ruben Kidde.
Også Enhedslisten vil have udtaget jord.
»Det er noget værre hø, at landbrugsforhandlingerne er blevet udskudt, men vi giver ikke op. Vi kommer til at rejse spørgsmålet om jordudtagning i finanslovsforhandlingerne,« siger klimaordfører Mai Villadsen (EL).
Mange bolde i luften
Udspillet til en landbrugsreform ventes at indeholde forslag til at sikre bedre vandmiljø og sænke kvælstofudledningerne fra landbruget, blandt andet ved at udtage kvælstofrige lavbundsjorde.
På mandagens pressemøde gav Nicolai Wammen ingen begrundelse for udskydelsen af udspillet. Men over for Politiken uddybede han, at usikkerheden omkring coronavirus, både for landbruget og for hele den danske økonomi, spiller ind.
I øjeblikket forhandles der om grøn transport, hvor spørgsmålet om flere elbiler fylder meget. Derudover er forhandlingerne om næste års finanslov nu officielt i gang, og inden længe vil regeringen komme med et udspil til en grøn skattereform, der skal indeholde en afgift på CO2.
Netop biler, skattereform og landbruget er ifølge regeringen tre af de afgørende elementer i den grønne omstilling af samfundet, som skal sikre, at Danmark når klimamålsætningen om 70 pct. reduktion af drivshusgasser i 2030.