Serier

Mogens Jensen er under voksende politisk pres for sin minkordre – Mette Frederiksen giver ham ansvaret

Ordren om masseaflivning af mink uden lovhjemmel skaber blæst om fødevareminister Mogens Jensen. Støtteparti kræver en uvildig undersøgelse, mens blå partier vil fyre ham.

Corona rammer verden
Det er fødevareminister Mogens Jensens styrelse, der er ansvarlig for den kommunikation med minkavlerne, som regeringen nu beklager. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Statsminister Mette Frederiksen (S) møder pressen til et Pressemøde på trappen foran salen efter mødet i Folketingssalen med udvidet spørgetime med statsminister Mette Frederiksen tirsdag den 10. november 2020. (Foto: Martin Sylvest) Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S) fotograferet på Arbejdermuseet i København. Fødevareminister Mogens Jensen (S), da han sammen med sundheds- og ældreministeren, Statens Seruminstitut, Rigspolitiet og Styrelsen for Patientsikkerhed holder pressebriefing om covid-19 situationen, restriktioner og minkmutationer, i Eigtveds Pakhus i København, lørdag den 7. november 2020. I direkte forlængelse af den danske pressebrief orienterer WHO i Europa om samarbejdet med de danske myndigheder.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fødevareminister Mogens Jensen (S), da han sammen med sundheds- og ældreministeren, Statens Seruminstitut, Rigspolitiet og Styrelsen for Patientsikkerhed holder pressebriefing om covid-19 situationen, restriktioner og minkmutationer, i Eigtveds Pakhus i København, lørdag den 7. november 2020. I direkte forlængelse af den danske pressebrief orienterer WHO i Europa om samarbejdet med de danske myndigheder.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Der er begået en beklagelig fejl. Og det var fødevareminister Mogens Jensen, der begik den.

Sådan er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen i sagen om, at regeringen beordrede samtlige mink i Danmark aflivet uden at have lovhjemmel til det.

Mogens Jensen mødes samtidig af borgerlige krav om sin afgang, ligesom det trækker op til en undersøgelse af forløbet og hans skiftende forklaringer.

Samtidig har Fødevarestyrelsen under Mogens Jensen som konsekvens af sagen nu skrevet til landets minkavlere, at de ikke har pligt til at aflive deres mink, hvis de ikke er coronasmittede og befinder sig uden for en sikkerhedszone om en smittet farm.

På et pressemøde onsdag i sidste uge sagde Mette Frederiksen og Mogens Jensen ellers begge, at alle mink »skal« slås ihjel for at forhindre spredning af en ny variant af coronavirus. Søndag kom det frem, at der manglede lovhjemmel til kravet.

Dengang sagde Mogens Jensen, at man i lyset af det store tidspres havde »vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud«, og at aflivningsordren kun var »en opfordring«.

Jeg har simpelthen ikke fantasi til at tro på, at der ikke er et eneste menneske i det mødelokale, hvor man har drøftet den her ordre, der har gjort opmærksom på, at ”vi måske skulle have lovhjemmel”.

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

Tirsdag sagde Mogens Jensen dog til TV 2 News, at han slet ikke var klar over den manglende lovhjemmel, da ordren blev givet den 4. november, men først blev det »senere på ugen«. Han har bedt sit ministerium om en redegørelse.

Den er dog ikke nok for Folketingets partier, der vil have sagen yderligere belyst. Regeringens støtteparti SF kræver en uvildig undersøgelse, f.eks. en advokatundersøgelse.

»Man kan ikke undersøge sig selv og slet ikke i en sag, der er så højspændt herinde. Når man har begået sjusk med loven, som det ser ud til, at det er sket her, så har man også brug for at få nogle andre øjne på,« siger partiformand Pia Olsen Dyhr.

De Radikale vil have en undersøgelse og synes, det lyder fint at gøre den uvildig, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen:

»Det har vi ikke taget stilling til, men det synes jeg da lyder som en oplagt idé.«

Også det sidste støtteparti, Enhedslisten, vil have sagen belyst.

»Vi vil undersøge sagen med samråd og en række skriftlige spørgsmål. For os kan en undersøgelse komme på tale, men det er ikke sikkert, at der bliver et behov,« lyder det fra politisk ordfører Pernille Skipper, der ser »med stor alvor« på sagen.

Det store oppositionsparti Venstre ønsker også, at sagen »undersøges«. Gruppeformand Karsten Lauritzen vil tage sagen op med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

»Man kan bede om en redegørelse til at starte med. Man kan også få lavet en hurtig advokatundersøgelse. Der er forskellige redskaber, man kan tage op af kassen,« siger han uden at ville udpege, hvilket redskab Venstre foretrækker.

Et gennemgående punkt i kritikken er, at regeringen har brudt princippet om, at en regering skal have et lovligt grundlag – demokratisk vedtaget af Folketinget – til det, den gør. Uanset om det er at opkræve skatter, sende folk i fængsel eller beordre masseaflivning af mink.

Statsminister Mette Frederiksen medgav i spørgetimen tirsdag eftermiddag, som var totalt domineret af mink-sagen, at regeringen havde handlet uden lovhjemmel. Hun beklagede flere gange.

»Selv om der er travlt, siger det sig selv, at det skal være fuldstændig klart, hvad der kræver ny lovgivning. Det har det ikke været, og det vil jeg gerne beklage,« sagde hun blandt andet og understregede, at sagens substans i hendes øjne ikke var ændret: Det er stadig nødvendigt at slå minkene ned.

Hun fortalte, at Statsministeriet »i weekenden« fik besked om den manglende hjemmel, og at hun selv blev orienteret søndag.

Minksagen

Onsdag den 4/11

På et pressemøde siger statsminister Mette Frederiksen, at »alle mink skal aflives«, mens fødevareminister Mogens Jensen siger, at »alle mink skal slås ned«. Begrundelsen er, at en udgave af coronavirus muteret gennem mink måske er modstandsdygtig over for vacciner. Hidtil har man kun slået mink ned på smittede farme og i en sikkerhedszone på 7,8 km fra disse. Nu skal samtlige aflives.

Fredag den 6/11

Fødevarestyrelsen skriver til landets minkavlere bl.a.: »Aflivning af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået den 16. november 2020«, og at aflivning »skal« begynde »hurtigst muligt«.

Søndag den 8/11

Det kommer frem, at der mangler hjemmel til at slå samtlige mink ned. Mogens Jensen forklarer i en skriftlig kommentar, at der var tale om en hastesag. »Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud«. Han siger også, at det ikke var en ordre, men en »opfordring«.

Mandag den 9/11

Jensen beklager, at myndighederne ikke »har kommunikeret klart«.

Tirsdag den 10/11

Jensen siger til TV2 News, at han i begyndelsen ikke var klar over, at der manglede hjemmel.

Hos de borgerlige partier mener man ikke, at sagen nødvendigvis slutter ved Mogens Jensen. Liberal Alliances Alex Vanopslagh borede i statsministerens egen rolle i sagen. Det samme gjorde Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, som undrede sig over, at hverken Mette Frederiksen eller hendes embedsmænd overvejede det lovmanglende grundlag, da de i sidste uge traf aflivningsbeslutningen.

»Jeg har simpelthen ikke fantasi til at tro på, at der ikke er et eneste menneske i det mødelokale, hvor man har drøftet den ordre, der har gjort opmærksom på, at ”vi måske skulle have lovhjemmel”,« sagde han.

Redegørelse på vej

Da Frederiksen efter spørgetiden mødte pressen, gentog hun, at der var begået »fejl«, og pegede pilen mod sin fødevareminister. Blandt andet på spørgsmålet om, hvorfor minkavlerne først tirsdag fik besked om den manglende hjemmel.

Hvorfor melder I det ikke med det samme ud til minkavlerne?

»Det er min klare forventning, at fødevareministeren selvfølgelig gør det.«

Men det gjorde ministeren ikke. Det skete først tirsdag. Har du på den baggrund fuldstændig tillid til din fødevareminister?

»Jeg har tillid til regeringens ministre,« sagde Mette Frederiksen.

Hun henviste en række spørgsmål om bl.a. sin egen konkrete handlen i sagen til den redegørelse, som Mogens Jensens ministerium nu skal udarbejde. Til spørgsmålet om en uafhængig undersøgelse sagde hun, at redegørelsen vil blive »tilrettelagt« i samråd med Folketinget.

Borgerlige: Gå af

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulsen Dahl, kræver Mogens Jensens afgang, fordi ministeren har »talt usandt«, og fordi han ikke, straks han blev klar over den manglende lovhjemmel, fortalte minkavlerne, at de kunne stoppe aflivningerne:

»Det første, man skal gøre, når man bliver opmærksom på en ulovlig praksis, er at stoppe den. Det gør ministeren ikke,« lyder det.

Den konservative gruppenæstformand Rasmus Jarlov mener også, at Mogens Jensen skal gå af, mens Nye Borgerlige i næste uge vil forsøge at stille et mistillidsvotum til hele regeringen. Det skyldes, at det var regeringschef Mette Frederiksen, der i sidste uge som den allerførste sagde, at minkavlerne skulle gå i gang med at aflive, fortæller partiformand Pernille Vermund:

»Det er statsministeren, der har stået på åben skærm og sagt ”skal”.«

En afstemning om mistillid kræver dog, at flere partier står bag kravet.

Sagen om den manglende lovhjemmel har forstyrret både arbejdet med en hastelov, der giver hjemmel til nedslagtningen, og med en kompensationsordning til minkavlerne. Ingen af delene er der indtil videre opnået enighed om.

Læs også
Top job