Fortsæt til indhold

Nyt fra coronapressemøde med Magnus Heunicke, Søren Brostrøm og SSI

Fredag aften var indkaldt til pressemøde i sundhedsministeriet om coronasituationen i Nordjylland, hvor syv kommuner er nedlukkede. Det blev blandt andet fortalt, at der ikke er fundet nye tilfælde af cluster-5-smittetilfælde.

Politik

Regeringen meldte på et pressemøde fredag aften ud, at der bliver løsnet på de særlige coronarestriktioner i syv nordjyske kommuner.

Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Læsø, Thisted, Vesthimmerland og Jammerbugt er de syv kommuner, som i en uge har været underlagt en kraftig opfordring om, at indbyggere ikke skulle krydse kommunegrænser.

Men den opfordring bliver nu lavet om. Sundhedsminister Magnus Heunicke fortalte således på pressemødet, at man nu kun opfordrer til, at borgere fra de syv kommuner ikke drager uden for de syv kommuner samlet set, men godt må rejse internt i området.

Der bliver også åbnet op helt op for offentlig transport mellem de syv kommuner, men stadig med skærpelser ud af kommunen.

Regeringen letter også på et andet punkt. For efter alle skoleelever fra 5.-8. klasse har været sendt til hjemmeundervisning i en uge, må de nu vende tilbage til fysisk undervisning igen.

Lempelsen bliver begryndet med faldende smittetal i de syv kommuner samt en stort fald i andelen af smittede med særlige minkvariationer af coronavirus.

Magnus Heunicke fortalte ydermere, at man i uge 43 og 44 ikke har fundet nogen tilfælde af den såkaldte cluster-5-mutation nogen steder i Danmark - omend der er tale om en stikprøvetest.

Foruden Magnus Heunicke var også afdelingschef på Statens Serum Institut Tyra Grove Krause, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og rigspolitichef Thokild Fogde til stede på pressemødet.

Flere af parterne på pressemødet kom også særligt ind på situationen med minkavl i Danmark, som er ved at blive nedlagt på regeringens påbud.

Både Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen bakkede på pressemødet fortsat op om, at alle mink bør aflives.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.