Politik

Regeringen taler med EU om minkerstatning

Statsminister Mette Frederiksen diskuterede dansk minkerstatning med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen tidligere i dag efter mulig knast med statsstøtteregler.

EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen har tidligere i dag talt om den danske regerings ønske om at udbetale erstatning til minkavlerne. Statsstøtteregler har været en vigtig knast i forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen. Arkivfoto: REUTERS/Johanna Geron/Pool

Samtidig med at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen beretter om muligt gennembrud i forhandlingerne med regeringen om størrelsen af erstatning til de danske minkavlere, har statsminister Mette Frederiksen tidligere i dag talt med formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, om den danske regerings ønske om at udbetale erstatning.

Det fremgår af et tweet fra Ursula von der Leyen.

Her beretter von der Leyen, at Mette Frederiksen ringede til hende tidligere i dag, og at de i særdeleshed diskuterede de tiltag, som regeringen ønsker for at hjælpe de danske minkavlere.

I weekenden slog Jakob Ellemann-Jensen fast, at den helt store knast i forhandlingerne med regeringen var EU’s statsstøtteregler, da reglerne ifølge regeringen angiveligt skulle stå i vejen for at udbetale en så omfattende støtte til minkavlerne, som Venstre og en række øvrige oppositionspartier ønsker.

Ifølge et notat fra Erhvervsministeriet fra sidste uge vil det være i strid med statsstøttereglerne, hvis minkavlerne både får erstatning for deres minkfarme og for tabt fremtidig indtjening.

Erhvervsminister Simon Kollerup meddelte dog i morges, at regeringen var i løbende og god dialog med EU om statstøttereglerne og en dansk minkerstatning.

BRANCHENYT
Læs også