Fortsæt til indhold

Mette Frederiksen beklager igen forløb om ulovlig ordre − og lover ændringer i ny epidemilov

Regeringens udkast til en ny epidemilov har fået massiv kritik for at være alt for vidtgående. Nu vil regeringen bløde op.

Mink og corona er igen i fokus under Folketingets spørgetime med statsministeren. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Politik

Statsminister Mette Frederiksen beklager endnu en gang forløbet omkring regeringens uhjemlede ordre om at aflive samtlige danske mink.

Forløbet giver anledning til refleksion, siger hun under Folketingets spørgetime tirsdag, hvor hun samtidig lover ændringer i regeringens stærkt udskældte udkast til en ny epidemilov.

»Vi lytter til kritikken. Der skal findes en anden balance,« siger hun.

»Derfor går sundhedsministeren nu i gang med de egentlige forhandlinger om en ny epidemilov,« fortsætter hun.

Den nye epidemilov skal erstatte den midlertidige lovgivning, som i al hast blev indført i marts, da coronakrisen ramte Danmark.

Kritikken af regeringens udkast går især på, at den til enhver tid siddende sundhedsminister får for meget magt.

Det er for eksempel sundhedsministeren alene − uden om Folketinget − der bestemmer, hvornår en sygdom defineres som »samfundskritisk« og dermed kan udløse epidemilovens lange række af beføjelser til regeringens ministre og udvalgte myndigheder.

På lange stræk viderefører den nye lov beføjelserne, som blev samlet hos sundhedsministeren i foråret – dog med den afgørende forskel, at den nye lov skal være permanent.

Udkastet giver bl.a. mulighed for at indføre forsamlingsforbud eller afspærre bestemte områder, hvor en samfundskritisk sygdom optræder, eller hvor der er risiko for, at den optræder.

Sundhedsministeren kan desuden fastsætte regler om, at bestemte persongrupper skal lade sig vaccinere for at udrydde eller inddæmme farlige sygdomme, »når der er tale om særligt skærpende omstændigheder med overhængende fare eller trussel mod folkesundheden«. I givet fald skal denne tvangsvaccination ske på indstilling fra Sundhedsstyrelsen.

De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, siger under spørgetimen, at regeringens udkast »mildest talt var på månen« og skal skrottes.

Mette Frederiksen gentager, at regeringen vil lytte til kritikken af udkastet:

»Udgangspunktet er, at partierne sætter sig sammen, og så starter vi forfra på at få lavet en epidemilov, som Folketingets partier kan se sig selv i,« siger hun.

Også SF’s formand Pia Olsen kræver ændringer af loven. Det er for stor vægt på tvang, magtbeføjelserne er »for dårligt hegnet ind,« og der skal være mere demokratisk forankring, så det ikke alene er sundhedsministeren, der kan aktivere loven, siger hun.

Afgørende dag i morgen

I forhold til mink-sagen, fastholder Mette Frederiksen, at regeringens beslutning om aflivning var den rigtige set i lyset af risikovurderingen fra Statens Serum Institut.

Instituttets konklusion lød, at »en fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.«

Hun gentager, at regeringen ikke var bekendt med, at lovhjemlen manglede, da beslutningen blev truffet.

Onsdag kommer fødevareminister Mogens Jensen med en redegørelse for sagen.

Den er imødeset af flere partier på Christiansborg, hvor Enhedslisten og De Radikale endnu ikke vil garantere, at Mogens Jensens kan fortsætte som minister.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Folketinget
Mette Frederiksen