Politik

Dansk Metal: Aftale om flere praktikpladser vil tiltrække de unge

Reaktionerne er positive, efter regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om erhvervsuddannelserne.

Med den nye trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, vil det blive nemmere for erhvervsskolernes elever at finde praktikpladser.

Flere er begejstrede over en ny aftale, som skal sikre flere praktikpladser til elever på erhvervsskolerne. Per Christensen, som er forbundsformand i 3F, er glad for, at aftalen tager et større ansvar i forhold til de unges muligheder for at finde sig en praktikplads.

»Vi gik til forhandlingerne med et reelt ønske om at tage mere ansvar for praktikplads-situationen, og det ønske er imødekommet. Det glæder mig,« skriver Per Christensen, forbundsformand i 3F, i en pressemeddelelse.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik natten til lørdag en trepartsaftale, som betyder, at erhvervsskolerne vil modtage 500 millioner kroner årligt fra næste år. Pengene skal være med til at finansiere flere praktikpladser.

I dag er det cirka halvdelen, der har en læreplads, når de afslutter grundforløbet. Den nye aftale har en målsætning om, at 80 procent af de unge fremover skal have en læreplads.

Også Fagbevægelsens Hovedorganisation glædes over den nye aftale:

»Det glæder mig, at de unge ikke længere skal stå så alene med at finde en læreplads. For med aftalen forpligter arbejdsgivere og lønmodtagere sig til sammen med skolerne at skaffe nok pladser«, skriver Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, i en pressemeddelelse.

Aftalen er en tiltrængt beslutning, mener Per Christensen:

»Vi står over for en enorm efterspørgsel på faglært arbejdskraft de kommende år – ikke mindst til den grønne omstilling. Derfor er det helt afgørende, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse fremover, og at de ca. 15.000, der i dag står uden praktikplads, finder vej til en.«

Ifølge per Christensen fravælger de unge erhvervsuddannelserne, hvis ikke de har en nogenlunde sikker garanti for, at de kan få en praktikplads.

Også Lizette Risgaard mener, at aftalen er vigtig for erhvervsuddannelsernes fremtid.

»Alt for mange unge har måttet droppe deres erhvervsuddannelse, fordi de ikke har kunnet få en læreplads. Det har været et gigantisk spild af ressourcer og talent, som jeg håber, vi nu bliver kvit, for Danmark har jo brug for alle de her dygtige faglærte,« siger hun.

Udover at løse manglen på praktikpladser skal aftalen også sørge for, at virksomhederne ikke længere må indgå flere korte aftaler med den samme praktikant, som de gør det i dag. Så fra 2022 vil det udelukkende være muligt at indgå én kort lærepladsaftale med den samme elev.

»Det har været hjerteskærende at møde lærlinge og elever, der hutler sig fra den ene korte aftale til den anden – endda på samme virksomhed. Det er slet ikke i orden, da det skaber alt for meget utryghed hos de unge, der jo ikke ved, om de er købt eller solgt. Så det er en milepæl at få sat bremserne i overfor korte aftaler,« siger Lizette Risgaard.

Hos Dansk Metal er man overbevist om, at den nye aftale vil betyde, at flere unge vil få lyst til at tage en uddannelse på erhvervsskolerne.

»Manglen på praktikpladser har længe været et stort problem. Det skal den her aftale lave om på. Det vil betyde, at vi også kan tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne og dermed få flere faglærte, som vi virkelig mangler,« siger Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal, i en pressemeddelelse.

Desuden skal aftalen sikre, at de unge praktikanter vil få en højere løn end i dag. Fra 2022 vil ydelsen nemlig hæves med 15 procent.

»En lærling på metalområdet har en startløn på ca. 71 kroner i timen, hvorimod en SKP-elev lige nu får ca. 48 kroner i timen. Der har længe været alt for stor forskel på de to ydelser. Derfor afsætter vi nu, fra 1. januar 2022, 80 millioner kroner årligt, som skal forbedre den ydelse,« siger Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal.

BRANCHENYT
Læs også