Politik

Flere af Trumps nærmeste erkender nederlag og beder nationen om at »komme videre«

Flere og flere af præsidentens støtter har trukket sig ud af den juridiske kamp for at vende valgresultatet og erkender, at Trump-lejren har tabt valget.

Donald Trump og Chris Christie er partifæller, og Christie har støttet Donald Trump ved valgene i både 2016 og 2020. Nu mener Chris Christie dog, i lighed med andre republikanske toppolitikere, at præsidenten bør anerkende Joe Bidens valgsejr. Foto: Chuck Burton/AP Foto: Chuck Burton/AP

Det er knap tre uger siden, amerikanerne stemte ved præsidentvalget, men den siddende amerikanske præsident Donald Trump kæmper stadig videre for at få underkendt valgresultater, der har vist sejr til hans modstander Joe Biden.

Flere og flere af hans støtter trækker sig dog nu ud af den kamp og erkender, at Trump-lejren har tabt valget.

Den republikanske politiker og Trump-støtte Chris Christie, som er tidligere guvernør i New Jersey og præsidentkandidat for Republikanerne, siger i et interview med tv-stationen ABC, at Donald Trumps jurister i hans optik har ageret »pinligt« ved at blive ved med at lægge sag an ved domstolene for at få underkendt valgresultatet.

»Jeg har støttet præsidenten. Jeg stemte på ham to gange. Men valghandlinger har konsekvenser, og vi kan ikke fortsætte med at opføre os, som om der er sket noget, der ikke er sket i virkeligheden,« siger han til ABC med hentydning til Trump-lejrens beskyldninger om valgsvindel.

Også Stephen Schwarzman, forretningsmanden der ifølge flere amerikanske medier længe har været en del af Donald Trumps inderkreds, har kastet håndklædet i ringen og erklæret sig parat til at hjælpe den kommende præsident Joe Biden med at bygge landets økonomi op efter coronapandemien.

»Jeg er tilhænger af en ordentlig proces,« siger Schwarzman bl.a. til det politiske medie Axios, hvor han også anfører, at »resultatet er meget klart nu, og nationen bør komme videre«.

Stephen Schwarzman er topchef i selskabet Blackstone og har ifølge CNN rådgivet Donald Trump på områder som eksempelvis handelsaftalen med Kina foruden at være en del af præsidentens vennekreds.

Flere republikanske kongresmedlemmer har også bedt præsidenten om at respektere den demokratiske proces. I weekenden meddelte Pat Toomey, den republikanske senator i staten Pennsylvania, hvor Donald Trumps advokater ellers har forsøgt at få underkendt resultatet, at han anerkendte Joe Bidens sejr.

Liz Cheney, som er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, udsendte lørdag en pressemeddelelse, hvor hun skrev, at »hvis præsidenten ikke kan bevise disse påstande eller bevise, at det ville ændre valgresultatet, bør han holde sit løfte om at bevare, beskytte og forsvare USA’s forfatning ved at respektere valgets gang«.

Donald Trump har gennem udokumenterede påstande og stribevis af søgsmål forsøgt at få vendt resultatet af det amerikanske præsidentvalg til sin fordel. Men én for én er søgsmålene blevet afvist af domstole i de respektive stater. Og torsdag stillede præsidentens advokat Rudy Giuliani og advokaten Sidney Powell sig op på et langt pressemøde, hvor de talte om valgsvindel og fremsatte flere teorier om snyd uden at fremlægge konkrete beviser.

Det fik den tidligere republikanske præsidentkandidat og nuværende senator Mitt Romney til fredag at gå så langt som til at kalde præsidentens strategi for »udemokratisk«:

»Det er svært at forestille sig en værre og mere udemokratisk handling fra en siddende amerikansk præsident,« lød beskeden.

Trump-administrationen har indtil nu ikke vist tegn på at erkende Joe Bidens valgsejr og har bl.a. ikke holdt de ellers sædvanlige møder mellem den nye og den gamle regering for at gøre overgangsperioden mere glidende. Administrationen har ifølge Reuters heller ikke frigivet de penge, som den tiltrædende præsident har til rådighed for at forberede sig på at skulle overtage præsidentposten.

Få mere amerikansk politik i ørene. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder:

BRANCHENYT
Læs også