Politik

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om coronasituationen kl. 18. Følg det her på Finans.dk.

Justitsminister og nær Trump-allieret: Ingen tegn på omfattende valgsnyd

USA's justitsminister William Barr erklærer nu, at der ikke er fundet nogen tegn på, at der skulle være foregået snyd, som kan ændre valgresultatet.

Arkivfoto: ERIN SCOTT/Ritzau Scanpix)

Demokraternes Joe Biden er godt på vej til at skulle tage over i Det Hvide Hus, efter han blev udpeget som vinder af det amerikanske præsidentvalg i november.

Indtil videre er processen frem mod hans indflytning dog blevet ledsaget af højlydte protester fra den siddende præsident Donald Trump, som er fortsat med at fremlægge påstande om omfattende valgsnyd, der skulle have frarøvet ham valgsejren.

Indtil videre har der på intet tidspunkt været fremlagt beviser, der kan undersøtte påstanden.

Tirsdag udtaler USA’s justitsminister William Barr sig også om sagen med en melding, der ikke går Trumps vej.

»Til dato har vi ikke set svindel i en skala, som kunne have medført et andet resultat af valget,« siger han i et interview med nyhedsbureauet AP.

Barr er kendt som en ganske nær allieret med Trump.

Så sent som i den forgangne måned sendte han - til protester fra Demokraterne - statsanklagere landet over et direktiv om, at de måtte forfølge enhver »vægtig beskyldning« om vælgersnyd. Normalt må statsanklagere ellers først begynde med et sådant træk, efter valgresultatet helt officielt er blevet bekræftet.

I interviewet med AP forholder William Barr sig også til én helt særlig - og ikke underbygget - anklage om, at stemmemaskiner skulle have været programmeret til Demokraternes fordel:

»Der har været en påstand fremme, som ville være systematisk svindel, og det er påstanden om, at maskiner var programmeret til reelt at fordreje valgresultatet. Det har Ministeriet for Indenrigssikkerhed og Justitsministeriet set på, og vi har, indtil videre, ikke set noget, der kan underbygge det.«

Trump begyndte allerede at antyde mulig valgsvindel, før valget overhovedet var overstået, og der gik lang tid, før han begyndte at erkende, at Joe Biden står som sejrsherre. Selv efter den erkendelse har han fastholdt anklagerene om, at svindel har frarøvet ham en reel sejr.

Trump har dog sagt god for, at Biden kan blive sat i gang med en overdragelsesproces, og senest bekræftede han torsdag, at han forlader Det Hvide Hus, når Biden får sejren officielt godkendt. Samme dag ytrede han dog fortsat anklager om, at avalget var et »svindelnummer« - en tanke som hans egen justitsminister altså ikke ser ud til at dele.

Få mere amerikansk politik i ørene. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder:

BRANCHENYT
Læs også