Serier

Coronaramt Sverige kan få brug for hjælp fra nabolande

Intensivafdelinger på de svenske sygehuse er tæt ved at nå grænsen for, hvor mange patienter de kan tage imod.

Corona rammer verden
Fredag har Sverige meldt om 160 nye coronadødsfald inden for det seneste døgn. I alt er 7514 mennesker nu døde med corona i Sverige, siden udbruddet begyndte. Jonathan Nackstrand/AFP

Sverige kan få brug fra hjælp fra sine nabolande - herunder Danmark - for at kunne håndtere intensivbehandlingen af coronapatienter.

Inden for det kommende døgn ventes de svenske regioner at beslutte sig for at iværksætte en plan for optrapning af ressourcerne.

Det oplyser en læge fra Sveriges socialstyrelse til avisen Dagens Medicin.

- Vi skal se, hvad vi kan gøre for at maksimere ressourcerne, siger Sten Rubertsson, intensivlæge ved Socialstyrelsen, til det svenske medie.

Situationen på de svenske hospitaler er så alvorlig, at de er tæt på at nå grænsen for, hvor mange patienter de kan håndtere.

I øjeblikket er 259 patienter indlagt på en intensivafdeling i Sverige. Det er under halvdelen af det antal patienter der var indlagt, da coronaudbruddet var på sit højeste i foråret.

Alligevel er der mere pres på hospitalerne nu, fordi der ikke er tilstrækkeligt med personale. Det gør det vanskeligt at øge antallet af sengepladser.

- I foråret nåede vi op på cirka 1100 pladser, men jeg føler mig usikker på, om vi kan nå op på de niveauer igen, fordi folk er udkørte, fortæller Sten Rubertsson.

Han tilføjer, at der på landsplan stadig er en vis kapacitet på intensivafdelingerne. Men den er blevet strakt langt ud over det normale og er meget ulige fordelt over landet.

Vi kan inden for kort tid få brug for at tage kontakt med andre skandinaviske lande. Der findes et netværk til det, siger Rubertsson.

Fredag har Sverige meldt om 160 nye coronadødsfald inden for det seneste døgn. I alt er 7514 mennesker nu døde med corona i Sverige, siden udbruddet begyndte.

Det svarer til 74 dødsfald per 100.000 indbyggere. Gennemsnittet i verden er 20.

Danmark har til sammenligning 16 coronadødsfald per 100.000 indbyggere, mens Norge har syv og Finland otte.

Sverige har bekræftet over 320.000 tilfælde af coronasmitte i år.

BRANCHENYT
Læs også