Serier

Verden er fortsat orange trods nye regionale vejledninger

Alle unødvendige rejser frarådes fortsat, selv om rejsevejledninger til EU-lande nu opdeles i regioner.

Corona rammer verden

Fra fredag og fremover vil Udenrigsministeriet basere sine rejsevejledninger i Europa på regionale smittetal i stedet for nationale.

Det ændrer dog ikke på, hvordan udsigterne til at rejse ud i verden ser ud.

Hele verden er således stadig farvet orange på Udenrigsministeriets verdenskort. Selv Vatikanstaten, som tidligere var eneste åbne område, er nu også orange.

Når et område er orange, betyder det, at alle unødvendige rejser frarådes.

Der kan blive åbnet for rejser til et land, når der er under 20 smittede per 100.000 indbyggere per uge. Sådan er situationen langtfra rundt i Europa i øjeblikket.

Men det er altså fremover muligt, at der kan blive åbnet til visse dele af et land, hvis smittetrykket i det pågældende område er tilstrækkelig lavt.

Populært sagt kan eksempelvis Spanien overordnet godt være lukket for turistrejser, mens De Kanariske Øer kan være åbne. Det kræver dog, at smitten er lav på øerne.

I et karantæneland - altså et orange land - gælder det, at en region skal have under 20 smittede per 100.000 indbyggere per uge, for at skifte fra orange til gul. På De Kanariske Øer er tallet i øjeblikket 35 smittede per 100.000 indbyggere.

I et åbent land - et gult land på Udenrigsministeriets kort - kan der omvendt også godt blive lukket ned for rejser til en bestemt region. Hvis en region har over 75 smittede per 100.000 indbyggere, bliver regionen orange, og rejser dertil frarådes.

Den nye regionale vejledningstilgang baserer sig på data fra EU-agenturet for sygdomsforebyggelse (ECDC).

Data dækker i denne uge over 232 regioner i Europa, oplyser Udenrigsministeriet.

For overhovedet at komme i betragtning til at blive et åbent land eller region, skal man have en testfrekvens på mere end 300 personer per 100.000 indbyggere.

Hvis data mangler for et land betragtes landet som højrisikoland. Mangler der data fra en region i et land, anvendes test-dataen for landet, regionen ligger i.

Det er fortsat kun unødvendige rejser, som Udenrigsministeriet fraråder.

Erhvervsrejser kan derfor gennemføres til alle lande, også selv om rejsevejledningen fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da ministeriet anser erhvervsrejser som nødvendige rejser.

BRANCHENYT
Læs også