Fortsæt til indhold

Inger Støjberg om instrukskommissionens delberetning: »Det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre«

Inger Støjberg mener, at instrukskommissionen primært har afdækket, at hun er inderligt imod barnebrude.

Inger Støjberg tager kritikken til sig, siger hun, men fastholder, at hun ikke har afgivet en ulovlig ordre i sagen om adskillelse af asylpar. Foto: Gregers Tycho
Politik

Instrukskomissionen har mandag fremlagt sin delberetning efter næsten et års granskning af sagen om adskillelse af asylpar under den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hovedpersonen selv skriver på Facebook, at »Venstrefløjen« har brugt knap 40 mio. kr. på en kommission, der har afdækket, at hun er »inderligt imod barnebrude«.

»Ærligt talt – det tror jeg faktisk er gået op for de fleste,« skriver Inger Støjberg og fortsætter:

»Konklusionen fra barnebrudskommissonen er, at jeg på intet tidspunkt har bedt nogen om at udføre noget ulovligt. Præcis som jeg hele tiden har sagt det både til folketinget og i medierne. Der er blevet begået fejl i sagen, det bliver jeg kritiseret for, og den kritik tager jeg selvfølgelig til mig. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre.«

I instrukskommissionens delberetning fremgår det, at det var en »klart ulovlig« ordning, der blev sat i værk, da unge asylpar, hvor den ene part var mindreårig, blev adskilt på danske asylcentre.

Inger Støjberg skriver for sin egen del, at:

»Det fremgår af rapporten, at ikke ét eneste vidne har sagt, at jeg skulle have givet en tjenestebefaling til mit daværende embedsværk om at administrere i strid med loven. Ikke ét eneste.«

Hun fastholder, at det dengang som nu har været et stort ønske for hende at skille »alle par med barnebrude« på danske asylcentre.

»Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor inderligt jeg er imod det ækle fænomen, som barnebrude er. Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg havde vendt det blinde øje til og ikke havde gjort, hvad jeg kunne inden for lovens rammer.«

Undersøgelseskommissionen må ikke lave en retlig vurdering af ministres ansvar, så herfra vil det være op til Folketinget at finde ud af, hvilke konsekvenser beretningen skal få.

I kommissionens delberetning, hedder det, at der ikke er grundlag for at konkludere, at den tidligere udlændinge- og integrationsminister direkte har udtalt en sådan tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle iværksætte en ulovlig administration.

Kommissionen skriver dog at:

»Embedsfolk i departementet har handlet i overensstemmelse med Inger Støjbergs udtrykte ønske og afgivet en undtagelsesfri instruks til Udlændingestyrelsen. Det kan endvidere lægges til grund, at Inger Støjberg fastholdt sit ønske om en undtagelsesfri administration på trods af flere mundtlige advarsler fra embedsværket.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Inger Støjberg