De Konservative stopper sin støtte til nye statsborgerskaber
I protest mod, at borgere med en fængselsdom kan få dansk pas, vil De Konservative stemme blankt, når der skal uddeles nye statsborgerskaber. Det får kritik.
Når tusindvis af borgere fredag ventes at få tildelt dansk statsborgerskab af et flertal i Folketinget, vil De Konservative for første gang i partiets historie ikke stemme ja til at udvide gruppen af personer med dansk pas.
I protest mod, at lovforslaget, der giver 2.944 voksne dansk statsborgerskab, indeholder »et antal personer« med en fængselsdom i bagagen, stemmer De Konservative hverken for eller imod. Det er, selv om personerne i lovforslaget opfylder de gældende krav, som partiet selv har været med til at lave.
»Det er en rød linje for os, at kriminelle ikke skal have statsborgerskab. Men der er mange andre, vi gerne ville give statsborgerskab til, derfor stemmer vi gult,« siger indfødsretsordfører Marcus Knuth (K).
Det er unfair, hvis man ikke vil give statsborgerskab til de borgere, der lever op til de gældende regler.Peder Hvelplund (EL), indfødsretsordfører
Han kritiserer, at hverken S eller V har bakket op om et K-forslag, der vil afskære alle personer med fængselsdomme – betinget og ubetinget – fra at få dansk pas.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er de eneste partier, der hidtil ikke har stemt ja til nye statsborgerskaber, og herfra lyder der ros til De Konservative.
Omvendt kalder Enhedslisten K-meldingen »bekymrende«.
»Det er unfair, hvis man ikke vil give statsborgerskab til de borgere, der lever op til de gældende regler,« siger indfødsretsordfører Peder Hvelplund (EL).
Venstre er klar til at stramme reglerne for statsborgerskab, men indtil det sker, vil partiet stemme for nye statsborgerskaber efter de gældende regler, siger indfødsretsordfører Morten Dahlin. Han henviser til, at lovforslaget om indfødsret bygger på en aftale fra 2018 mellem bl.a. de borgerlige partier.
»Det er en god, klassisk borgerlig værdi at stå ved de aftaler, man har lavet,« siger Dahlin.
Regeringen har bebudet forhandlinger om indfødsret i det nye år, og her vil Socialdemokratiet gerne se på stramninger. Men indtil da stemmer også S for de nye statsborgerskaber.
»Vi vil gerne gøre det rigtigt. Det er noget, vi kommer til at forhandle om,« siger indfødsretsordfører Lars Aslan.


