Fortsæt til indhold

Bornholm lavede selv coronarestriktioner, der virkede - men julen bekymrer borgmester Winnie Grosbøll

Bornholm plejer at have stor trafik til øen fra København til jul. I en vinter med høje coronatal i hovedstaden bekymrer det.

Winni Grosbøll har tirsdag eftermiddag været til orientering hos sundhedsministeren. Arkivfoto: Janus Engel/Ritzau Scanpix
Politik

På Bornholm er smitten i en stabil periode. De seneste syv dage er 50 bornholmere regsitreret smittet svarende til 126,8 pr. 100.000 indbyggere. Trods de relativt moderate tal er borgmester Winnie Grosbøll (A) ængstelig ved den kommende tid: Julen.

»Jeg tror, at vi alle sammen er lidt bekymrede for, hvad der sker til jul. Det er klart, når smitten næsten er eksploderet i København, hvorimod vi har formået at holde det på et rimeligt leje,« siger borgmesteren.

Bornholm har et nært forhold til hovedstaden. Pendlere, familiebånd, hospitalsvæsen og varetransport bygger bro over Østersøen, og med udsigten til en jul, hvor de føromtalte familiemedlemmer sandsynligvis vil søge hjem, vil Bornholms egen coronaindsats blive udfordret.

Tirsdag blev blandt andre Winnie Grosbøll orienteret af sundhedsminister Magnus Heunicke om, at de særerestriktioner, der siden fredag har omfattet 69 kommuner, fra onsdag bliver landsdækkende.

Dermed bliver der nu også tale om nedlukkede restauranter og hjemsendte skoleklasser fra 5. klassetrin og opefter.

Allerede før Grosbøll havde fået den melding, var hun klar til at følge myndighderne og regeringens påbud.

»Som lokalpolitiker må man rette fuldstændigt ind efter nationale myndigheder og eksperter. Og så må vi selv gøre det så godt, vi kan, hvis der til jul stadig kommer et tryk fra hovedstaden. Vi kan arbejde med det på færgen - der sidder alle alligevel i fem kvarter og kigger, så der kan vi repetere det ansvar, der hviler på folk om at være med til at holde smittetalet stabilt herovre også efter jul. Vi kan også gøre noget ved testindsatsen, skiltningen fra færgen til testcenter og opfordringer om at køre direkte derhen,« lød det fra Grosbøll kort før mødet med Heunicke.

Før mødet nåede hun også at minde om, at hendes kommune ikke har haft det nemt - heller ikke selv om man nu har haft en uge mere uden restriktioner ifht. mange andre:

»Jeg er rigtigt glad for, at vores ø har kunnet holde åbent. Det har været rigtigt vigtigt, at vores børn kunne komme i skole og til fritidsaktiviteter og opretholdt en nogenlunde normal hverdag. Det har også været rigtigt vigtigt for erhvervslivet. Vi er en af de steder, der har lidt mest; Industrien har været ramt, turismen har været ramt. Vi har kæmpet ret hårdt for at kunne holde samfundet åbent i denne tid, så det er ikke fordi, jeg har siddet og ønsket nye restriktioner.«

Tidligere i epidemien gjorde Bornholm faktisk sine egne erfaringer med særrestriktioner, da kommunen på eget initiativ skred ind i november med et par ugers nedlukning af sportsaktiviterer, indskærpelser i folkeskolen og andre tiltag. Dengang hjalp det. En stigende smitte blev stoppet.

Nu bliver det så landsdækkende restriktioner og formaninger, man skal få til at virke.

Winnie Grosbøll håber at alle - især de unge fra hovedstaden - har hørt godt efter.

»Rigtigt mange ser på, hvad der vil ske, når unge bornholmere kommer hjem. Jeg må bare sige, at det er vigtigt, at de ved, det er alvorligt. Når man rejser på tværs af landsdele såsom fra København til Bornholm, så skal man tage sig sine forholdsregler: Ikke være i selskab dagene op til, være sund og rask og så måske lader være med at besøge gamle venner fra 3.g eller gamle slægtninge herhjemme,« siger borgmesteren, som dog minder om, at også andre aldergrupper er i risiko for tage smitten med sig.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllandsposten.