Politik

Saudi-Arabien lukker grænserne efter fund af ny coronavariant

I mindst en uge er der lukket for indrejse i Saudi-Arabien - ikke kun fra Storbritannien, men fra hele verden.

Saudi-Arabien indstiller internationale flyvninger ind i landet og lukker grænserne på land og i havne i mindst en uge.

Det sker, efter at en ny og mere smitsom variant af coronavirus er begyndt at sprede sig i Storbritannien.

De nye tiltag kan blive forlænget i yderligere en uge, hvis det vurderes at være nødvendigt.

Det skriver det statslige saudiarabiske nyhedsbureau SPA søndag.

Fly fra andre lande kan få lov at lande i Saudi-Arabien "i særlige tilfælde", skriver nyhedsbureauet.

Det midlertidige forbud mod internationale flyvninger gælder ikke de fly, der på nuværende tidspunkt befinder sig i landet. De kan få lov at flyve ud af kongedømmet, skriver SPA.

Den saudiarabiske beslutning kommer, efter at en række europæiske lande har indført indrejseforbud for fly fra Storbritannien. I nogle lande er der indført fuldt indrejseforbud, også for passagerer der kommer med færge eller tog.

Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, sagde tidligere søndag til Sky News, at den nye coronavariant er "ude af kontrol".

Det har fået alarmklokkerne til at ringe i Europa, hvor der er indkaldt til hastemøder i både Bruxelles og London.

Også Saudi-Arabiens naboland Kuwait har søndag indført indrejseforbud for fly fra Storbritannien.

Europa blev i sidste uge den første region i verden, der passerede 500.000 coronadødsfald.

Læs også