Mette Frederiksen: Landsdækkende restriktioner forlænges til 17. januar
På et pressemøde har statsministeren orienteret om en forlængelse af de landsdækkende restriktioner.
»Situationen i forhold til smittetal og dødsfald er igen gået den forkerte vej. Vi skal derfor have vendt udviklingen, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til, at det er muligt,« siger Mette Frederiksen.
Det betyder, at de nuværende skærpede restriktioner, der skal bidrage til at mindske spredningen med coronavirus og som stod til at udløbe d. 3. januar, forlænges til 17. januar. Det oplyser statsministeren på et pressemøde.
Det indebærer, at alle storcentre og stormagasiner, liberale erhverv som frisører og tatovører og kulturlivet skal holde lukket til 17. januar. Også skoleelever og studerende skal fortsat fjernundervises.
Her kan du læse mere om de gældende restriktioner frem til 17. januar:
Butikker og liberale erhverv:
- Indkøbscentre og udvalgsvarebutikker som eksempelvis byggecentre skal holde lukket uanset størrelse. Supermarkeder og apoteker er undtaget.
- Også liberale serviceerhverv som frisører og massører skal holde lukket.
Skoler samt ungdoms- og voksenuddannelser:
- Elever i folkeskolen og studerende er sendt hjem og skal modtage fjernundervisning.
Kultur, sport og fritid:
- Alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.
- Elitesportsudøvere må benytte idrætsfaciliteterne, som er lukket for offentligheden.
- Ved udendørs sport må højst 10 personer deltage ad gangen.
Restaurationer:
- Restauranter, barer, caféer og lignende skal holde lukket. De må dog godt servere takeaway.
Mette Frederiksen beder det pædagogiske personale om at tage endnu en tørn og fortsat møde ind på arbejde. Ikke mindst for at børnenes forældre kan holde hjulene igang på arbejdsmarkedet. Rigtig mange mennesker med andre funktioner kommer derimod til at arbejde hjemmefra igen, oplyser hun på pressemødet.
»Selv om vi er kommet igang med vaccinationerne, hjælper initiativet ikke med samme. Der er derfor tale om en reel nedlukning af Danmark. Og vi skal fortsat vise social distance og holde afstand. Vi har før vist, at vi kan,« understreger hun på pressemødet.
Tirsdag var der indkaldt til møde i regeringens coronafølgegruppe. Meldingen fra ordførerne fra DF og EL var efter mødet, at der ikke umiddelbart var planer om yderligere restriktioner for nytårsaften.
Mette Frederiksen opfordrer på pressemødet til, at man kun ser mennesker fra egen husstand og nogle få andre nytårsaften.
»Vi skal ikke sætte det hele over styr nu,« betoner Mette Frederiksen.
Ifølge Sundhedsstyrelsen bør man holde sig til sit eget nytårsselskab, ikke være over ti samlet og undgå steder med mange mennesker. Rådhuspladsen i København bliver desuden lukket nytårsaften. I Aarhus anbefaler myndighederne, at borgerne holder sig fra en række områder i midten af byen.
Tidligere i dag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at kontakttallet var steget fra 0,9 ugen før til nu 1,2. Det betyder, at 10 coronasmittede i gennemsnit giver smitten videre til 12 andre.
»Næste vaccineleverance fra Pfizer ankommer på mandag,« oplyser Heunicke på pressemødet.
6.775 danskere har tirsdag modtaget første del af en coronavaccine. Det svarer til, at 0,12 procent af befolkningen har modtaget den første af to vaccinedoser mod covid-19.
Da statsministeren den 16. december strammede restriktionerne var der 493 coronapatienter på landets sygehuse. Det tal er tirsdag steget til 900 indlagte landet over.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, oplyser, at vi skal meget længere ned i smittetryk. Derfor er vi nødt til at forlænge restriktionerne og holde fast.
»I vintersæsonen er der gode vilkår for en smittespredning. Men når vi kommer længere hen, og smittetallene falder, kan vi begynde at se på en differentieret lempelse af restriktionerne,« pointerer Brostrøm med henvisning til, at smitteproblemet er mest udtalt i Østdanmark.
Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, oplyser, at testaktiviteten i juledagene er faldet rigtig meget. De store testvariationer gør det svært at vurdere, hvor vi er i epidemien.
»Der er fortsat størst størst smittespredning blandt de yngre - men de ældre aldersgrupper er tæt på. Heldigvis tyder det på, at nye coronavarianter ikke gør folk mere syge. Og jeg har stor tiltro til de nye vacciner. Vaccinekapaciteten i regionerne skal nok komme højere op,« pointerer Ullum.
Regler for hygiejne skærpes på plejehjem, oplyser sundhedsministeren på pressemødet.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard peger på, at vi som forbrugere ikke kan bruge penge som normalt. Men finanspolitikken bidrager til at holde hånden under danske virksomheder.
»Ingen skal føle, at de står alene,« understreger Peter Hummelgaard.
De mange hjælpepakker til virksomheder, der er blevet vedtaget tidligere, gælder så længere restriktionerne varer.



