Medier: Demokrat har sikret første af to mulige sejre i Georgia
Kampen i Georgia om to senatspladser er særdeles tæt, men demokraten Raphael Warnock er af flere amerikanske medier udnævnt som vinder af det ene sæde.
Adskillige amerikanske medier, herunder NBC, CNN, AP og Washington Post, har onsdag morgen dansk tid udnævnt demokraten Raphael Warnock som sejrherre i kampen om den ene af to pladser i Senatet som senator for Georgia.
Endnu er der for tæt løb i kampen om det andet sæde, til at der her er en afgørelse.
Warnock havde allerede tidligere på morgenen udnævnt sig selv som vinder og takket vælgerne.
»Vi blev fortalt, at vi ikke kunne vinde dette valg. Men i nat har vi bevist, at med håb, hårdt arbejde og folket ved vores side, er alt muligt. Så Georgia, jeg er beæret over den tiltro til mig, I har udvist, og jeg lover jer dette i nat: Jeg skal i Senatet for at arbejde for hele Georgia, uanset hvem du har stemt på i dette valg,« sagde han ifølge The Hill.
Warnocks republikanske modkandidat Kelly Loeffler har hverken erklæret sejr eller nederlag, men dog udtalt at hun fortsat ser »en vej til sejren.«
»Vi kommer til at sikre, at alle stemmer bliver talt - alle lovlige stemmer kommer til at blive talt,« udtaler hun med den sidste del af sætningen som et ekko fra præsident Donald Trumps protester over Joe Bidens præsidentvalgsejr.
Med de 97 pct. af stemmerne optalt er Warnocks forspring til Loeffler på 1 procentpoint. (50,5/49,5).
Delstatens andet valg står mellem demokraternes Jon Ossoff og republikanernes David Perdue. Her er løbet endnu tættere (50/50) end mellem Warnock og Loeffler, og onsdag morgen dansk tid havde ingen af de to endnu erklæret sejr eller nederlag.
Stemmetal formidlet af AP viser, at republikaneren Perdue er en lille smule foran Ossoff med under 2.000 stemmer. Demokraterne er dog også her optimister, fordi de få procent af stemmerne, der endnu mangler at blive talt op, primært er afgivet i storbyen Atlanta, hvor partiet står stærkest.
Georgias indenrigsminister Brad Raffensberger har udtalt til CNN, at man snart forventer endelige resultater.
»Forhåbentlig har vi i morgen middag (tidlig onsdag aften dansk tid. red.) en bedre idé om, hvor vi er,« siger han.
I Georgia kan en kandidat anmode om en omtælling, hvis forskelsmargen er inden for 0,5 procentpoint.
Ikke siden 2000 har en demokratisk kandidat vundet et senats- eller guvernørvalg i Georgia.


