Politik

USA-ekspert har svært ved at tro sine egne øjne: »Kupforsøg er det rigtige ord«

»Selv under den amerikanske borgerkrig blev præsidentvalg overholdt og gik fredeligt for sig«, siger USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen.

Demonstranter brød onsdag aften dansk tid ind i Kongressen i Washington. Foto: AFP

Der findes intet sidestykke i amerikansk historie til de dramatiske scener, vi lige nu ser udspille sig i USA med pro-Trump-demonstranter, som har stormet Kongressen i Washington.

Det siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

»Vi har efterhånden oplevet mange ting under præsident Trump, men det her er særligt uden sidestykke. Vi har aldrig set noget lignende. Selv under den amerikanske borgerkrig blev præsidentvalg overholdt og gik fredeligt for sig,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

»Helt frem til i eftermiddag har vi set, hvordan Trump har fortalt sine tilhængere, at det bliver vildt, det der kommer til at ske i løbet af dagen. Hos titusinder af de tilhængere af præsidenten, som er til stede i Washington, er forventningerne blevet skruet op til, at hvis ikke en afvisning af valgresultatet ville ske, så ville de være i deres gode ret til at reagere voldsomt,« siger han.

»Kupforsøg er det rigtige ord«

Niels Bjerre-Poulsen tøver ikke med at omtale det som et kupforsøg, ligesom både amerikanske medier og senest også flere både demokratiske og republikanske kongresmedlemmer har omtalt begivenhederne.

»Det er i en eller anden form næsten den logiske konklusion på præsident Trumps embedsperiode og særligt den periode, som har fulgt, efter han tabte valget,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der kalder onsdagens historiske begivenheder ved Kongressen for Trumps ansvar.

»Det, vi har set i de seneste uger, har været et kupforsøg, det er der ingen tvivl om. Præsidentens samtale med valgansvarlige i Georgia (hvor han beder dem om at ”finde” stemmer til at vende nederlaget ved præsidentvalget den 3. november, red.) kan ikke udlægges som andet end et forsøg på at svindle med stemmer. Kupforsøg er det rigtige ord. Et meget dårligt organiseret kupforsøg, men ikke desto mindre et kupforsøg,« lyder det.

Nationalgarden sat ind

Billeder og videoer, som i de seneste timer har floreret på de sociale medier, samt tv-stationers livesendinger fra Kongressen, viser, hvordan et ellers stort sikkerhedsopbud ikke har kunnet holde de mange demonstranter ude. De har i timevis befundet sig i bygningen.

200 soldater fra nationalgarden i nabostaten Virginia er onsdag aften dansk tid blevet sendt til Washington, mens også hele nationalgarden i Washington på 1.100 mænd er trådt til for at hjælpe med at skabe ro og orden.

Washingtons borgmester har beordret et udgangsforbud i byen fra onsdag midnat dansk tid.

Selvom eksperter og særligt modstandere af Trump i mange år har advaret mod præsidentens opførsel og kaldt den en trussel mod det amerikanske demokrati, så er det alligevel de færreste, der havde troet, at det ville komme så vidt, vurderer Niels Bjerre-Poulsen:

»En række republikanske politikere har spillet med på Trumps idé om valgsnyd, på trods af at ikke kun domstole, men også føderale kontorer har sagt, at det har været det sikreste valg i USA. Det har været med til at skabe situationen, som er brudt ud i lys lue på en måde, som de fleste alligevel er overaskede over,« siger han.

Få mere amerikansk politik i ørerne. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder.

Læs også
Top job