Politik

Se DF og andres reaktioner på ministerrokade med Magnus Heunicke, Astrid Krag og Kaare Dybvad

Mette Frederiksen har torsdag annonceret en mindre regeringsrokade, og de første reaktioner meldte sig hurtigt.

Ældreområdet bliver flyttet fra Magnus Heunicke til Astrid Krag. Det synes Kristian Thulesen Dahl godt om.  Arkivfoto: Jens Dresling

Astrid Krag, Kaare Dybvad og Magnus Heunicke er hovedpersoner i den regeringsrokade, som Mette Frederiksen har annonceret torsdag.

Fremover skal Kaare Dybvad være både bolig- og indenrigsminister, mens Astrid Krag får ændret ansvar til at lede et samlet Social- og Ældreministerium.

Indenrigsansvaret rykker dermed fra Astrid Krag til Kaare Dybvad, mens ansvaret for de ældre rykker fra Magnus Heunicke til Krag.

En af de første fra andre politiske partier til at reagere på ændringerne var Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Han har pakket et håb om forbedringer på ældreområdet ind i en kritik af den hidtidige indsats.

»S-regeringen har ikke prioriteret ældreområdet. Og når ansvaret for ældreområdet nu flyttes, er det reelt en tilståelsessag. Det har simpelthen været for ringe. Vi må håbe, at ældreområdet i fremtiden kommer højere op på dagsordenen. Det er nødvendigt,« skriver Kristian Thulesen Dahl på Twitter.

På samme medie finder man også en DF-reaktion på Kaare Dybvads nye deltitel som indenrigsminister. Her er reaktionen anderledes ensrettet.

»Stort tillykke, Kaare Dybvad, med posten som den nye landdistriktsminister. Jeg ved du brænder for området, ligesom jeg. Glæder mig til samarbejdet,« skriver DF’s ordfører for landdistrikter og øer Mette Dencker, som altså har fokus på en særlig del af indenrigsministerens resortområde.

Hendes fokus er dog ikke langt fra ministerens eget.

»Målet bliver at skabe decentralisering og udvikling i hele landet, og at fortsætte arbejdet med billige boliger. Så jeg bliver minister for nærhed,« har det således lydt fra Kaare Dybvad som noget af det første.

Det er ikke kun DF, der har reageret på ændringen. Der er blandt andet også en del interne reaktioner fra Socialdemokratiet, og så har lederen af De Frie Grønne, Sikandar Siddique, meldt ind med en ganske fåmælt hilsen til Kaare Dybvad: »Tillykke champ - velfortjent,« er således reaktionen fra den kant.

Også uden for Christiansborgs vægge er der naturligvis reaktioner. En af disse kommer fra Diabetesforeningens nye direktør Claus Richter, der tidligere har tjent som partisekretær i Venstre i en årrække.

»Tillykke til Astrid Krag som ny ældreminister. Tak til Magnus Heunicke for samarbejdet. I Diabetesforeningen glæder vi os til samarbejdet. Den nære velfærd er afgørende for, at ældre og andre personer med diabetes og pårørende får den rette hjælp til livet med diabetes,« lyder det fra Claus Richter.

BRANCHENYT
Læs også