Politik

Erhvervsliv utilfreds med ny nedlukning: »Vi er forundrede, skuffede og ærgerlige«

Dansk Erhverv, DI og SMV Danmark efterlyser en detaljeret genåbningsplan.

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, mener, at der mangler dokumentation for, at coronasmitte breder sig særligt i butikker og liberale erhverv. Foto: Stine Bidstrup.

Statsminister Mette Frederiksens udmelding torsdag om, at de nuværende corona-restriktioner forlænges frem til 28. februar, møder mildest talt kritik i dansk erhvervsliv.

»Vi har bakket op om restriktioner og nedlukning siden marts. Men nu er regeringen gået for langt, og det har store konsekvenser for danske virksomheder og for finansieringen af vores velfærdssamfund. Vi er for at sige det lige ud: Forundrede, skuffede og ærgerlige,« siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Restriktionerne bliver ifølge statsministeren forlænget som følge af frygt for, at udbredelsen af coronavirus-mutationer spreder sig for hurtigt.

Men Brian Mikkelsen efterlyser, at erhvervslivet blev taget med på råd inden man forlængede nedlukningen en hel måned mere.

Restriktioner frem til 28. februar
  • Forsamlingsforbud på fem personer.
  • Afstandskrav på to meter. Det gælder både i dagligvarebutikker og i det offentlige rum.
  • Krav om mundbind eller visir i den kollektive trafik og i butikker.
  • Detailhandlen, storcentre og udvalgsvarebutikker er lukket uanset størrelse. Dagligvarebutikker og apoteker er undtaget.
  • Liberale serviceerhverv som frisører, fitnesscentre og massører er lukket. Det samme gælder klinikker, der udfører kosmetiske behandlinger.
  • Elever i folkeskolen og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser er sendt hjem og modtager fjernundervisning. Elever fra 0.-4. klasse kan dog ”måske” komme tilbage i skole inden 28. februar.
  • Arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemme, hvor det er muligt.
  • Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, fitnesscentre, teatre og biografer.
  • Restauranter, barer, caféer og lignende skal holde lukket. De må gerne sælge takeaway.
  • De gældende rejserestriktioner er forlænget til og med 28. februar. Danmark fraråder alle rejser til hele verden. Man bør kun rejse ud, hvis man har et særligt formål, for eksempel i arbejdsøjemed.
Kilde: Sundhedsministeriet.

»Det har man gjort hidtil, men ikke denne gang,« siger han.

»Vi har stor tillid til sundhedsmyndighederne. Dem skal man lytte til. Men i sidste ende er det her en politisk beslutning. Vi skal bekæmpe corona og mutation. Men virksomhederne har vist ekstrem ansvarlighed, og vi mangler simpelthen dokumentation for, at smitte breder sig mere i butikker eller liberale erhverv.«

Han havde gerne set, at regeringen havde mere fokus på en gradvis genåbning fra nu.

»Vi ville gerne have diskuteret forskellige løsninger, som fx at man åbner op for, at butikker og liberale erhverv har mulighed for at indføre click&collect-løsninger eller individuel tidsbestilling, så man kan have kunder enkeltvis i en frisør eller butik.«

Også i Dansk Industri, DI, savner man en mere detaljeret genåbningsplan, som både erhvervslivet og resten af samfundet kan forholde sig til, siger adm. direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.

»Det vil skabe en gennemskuelighed og forudsigelighed, som vi kan bruge som nødvendig rettesnor i de kommende måneder.«

Situationen lige nu koster en milliard kroner for danske virksomheder i omsætningen – om dagen.

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør, DI

Statsministeren forklarede, at skoleelever i 0.-4. klasse igen skal have almindelig skolegang, så snart det er muligt, men der kom ikke en endelig dato.

»Jeg håber meget, at de yngste børn kan komme i skole 8. februar,« siger Lars Sandahl Sørensen.

»Det har stor betydning for de forældre, der nu i ugevis har ”dobbelt-jobbet” og både passet deres almindelig arbejde og ved siden af været hjemmeskolelærer for deres børn. De vil få løftet en byrde fra deres skuldre og kan fokusere på deres almindelige arbejde.«

En måned er meget lang tid, når man er erhvervsdrivende, understreger han.

»Også vores eksport er ramt af massiv usikkerhed og en række restriktioner, der gør ondt hver eneste dag. Situationen lige nu koster en milliard kroner for danske virksomheder i omsætningen – om dagen,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Også ifølge Brian Mikkelsen er udsigterne dystre.

»Mange virksomheder styrtbløder og kæmper for overlevelse. Den her beslutning kommer utvivlsomt til at koste danske arbejdspladser og virksomheder,« siger han.

SMV Danmark, der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder, kalder det katastrofalt for de mindre virksomheder, at de nu ser ind i endnu en måneds nedlukning.

» Vores seneste undersøgelse viser, at næsten hver tredje af de nedlukkede virksomheder er i risiko for at gå konkurs inden for de næste tre måneder. Og det var endda før, de vidste, at restriktionerne blev forlænget. De er i en dybt ulykkelig situation,« siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 virksomheder.

Også han opfordrer til, at politikerne overvejer, om ikke det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne butikker, der er hårdt ramt og som har god plads til kunderne.

»Bilforhandlerne har f.eks. kæmpe haller og relativt få kunder om dagen, hvorfor der vil kunne være endog rigtig mange meter mellem hver kunder og ansatte. Og det er en branche, der bløder voldsomt for tiden, da deres varelager er enormt omkostningstungt. Her må smitterisikoen være så minimal, at det burde overvejes at lempe reglerne,« siger Jakob Brandt.

Mette Frederiksen understregede på pressemødet torsdag, at danskerne ikke skal sætte næsen op efter en hurtig genåbning, selvom smitten går den rigtige vej og flere bliver vaccineret løbende.

»Det er rettidig omhu, at vi indstiller os på, at en genåbning desværre kommer til at ske langsomt,« siger hun.

»Lige nu handler det om at få epidemien under kontrol og smitten så langt ned, at vi kan fokusere på en gradvis genåbning senere.«

BRANCHENYT
Læs også