Britisk variant har fået Norge til at indføre flere coronatiltag
Norge er sluppet nådigt igennem pandemien. Men den britiske coronavariant sender flere kommuner i beredskab.
Et smitteudbrud i flere kommuner i Norge har fået de norske myndigheder til at indføre nye restriktioner.
Det oplyser landets sundhedsminister, Bent Høie, søndag aften ifølge avisen VG.
Regeringen indfører de nye tiltag, efter at flere tilfælde med den mere smitsomme britiske variant af coronavirus er blevet opdaget.
Restriktionerne vil blive indført mandag og i første omgang vare til 10. februar.
Den norske regering har indført et system, hvor områder har sit eget niveau af tiltag, alt afhængigt hvordan coronasituationen er i området.
Kommunerne Halden og Sarpsborg kommer med de nye restriktioner i det såkaldte "område ét", som dækker over de hårdeste restriktioner. Her skal institutioner, skoler og universiteter holde lukket.
Alle arrangementer uden for hjemmet er forbudt, både indendørs og udendørs, med undtagelse af bisættelser og begravelser. Alle ikke-essentielle butikker skal også holde lukket. Det samme skal barer, restauranter og hoteller.
I forvejen var Oslo og andre omkringliggende kommuner pålagt de hårdeste restriktioner.
Med de nye restriktioner rykker flere kommuner desuden op i alarmniveau til kategorien "område to". Det gælder blandt andet Fredrikstad, Indre Østfold og Lillestrøm.
Søndag kom det frem, at 15 personer i den norske by Ås var blevet smittet med virusvarianten, der første gang blev opdaget i Storbritannien.
Norges myndigheder regner med, at flere tilfælde af den britiske variant vil dukke op i de kommende dage.
Norge har længe ligget lavt i antal af smittede og døde med coronavirus. Men den britiske variant af covid-19 har den seneste tid fået myndighederne til at slå alarm.
Siden pandemiens begyndelse er knap 63.000 smittede blevet registreret, mens 564 af dem har mistet livet.
/ritzau/