Serier

Næsten hver fjerde brite har fået coronavaccine

15 millioner briter har fået et eller to vaccinestik. Det er langt flere end i noget andet europæisk land.

Corona rammer verden

Det går indtil videre strygende med at få vaccineret folk mod coronavirus i Storbritannien.

I hvert fald har mere end 15 millioner briter søndag fået enten første eller begge vaccinestik. Det svarer til knap en fjerdedel af befolkningen på omkring 66 millioner indbyggere.

Nadhim Zahawi, der er ansvarlig minister for briternes vaccineprogram, har annonceret nyheden på Twitter.

- 15.000.000! Fantastisk holdindsats. Vi kommer ikke til at slappe af, før vi har tilbudt vaccinen til alle i den første fase, skriver ministeren.

Storbritannien er det europæiske land, der har vaccineret klart flest. De gik også i gang næsten tre uger før EU-landene.

Ifølge den europæiske tv-station Euronews er Tyskland i absolutte tal nummer to på listen med omkring fire millioner vaccinerede. Set i forhold til befolkningens størrelse var det fredag 3,15 procent af den tyske befolkning, der var i gang med eller havde afsluttet vaccinationen.

I Danmark er det tilsvarende tal søndag 3,96 procent, hvilket ifølge hjemmesiden ourworldindata.org placerer Danmark på en andenplads i EU kun overgået af Malta.

Det velkørende britiske vaccineprogram står i kontrast til landets tidligere håndtering af coronapandemien.

Over 117.000 coronasmittede personer har mistet livet i Storbritannien i løbet af pandemien. Det viser tal fra amerikanske Johns Hopkins University.

Antallet er både samlet femteflest i verden og femteflest målt på dødsfald per en million indbyggere. Kun Gibraltar, San Marino, Belgien og Slovenien har registreret flere coronarelaterede dødsfald per indbygger.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, takker i en video på Twitter blandt andet det britiske sundhedspersonale for deres store indsats.

Han understreger samtidig, at arbejdet ikke er færdiggjort.

- Der er selvfølgelig ingen, der hviler på laurbærrene. De første cirka en million nye breve er allerede sendt ud til personer over 65 år.

- Vi har stadig lang vej endnu, og der vil uden tvivl også være bump på vejen. Men efter alt, vi har opnået, ved jeg, at vi kan fortsætte med stor tro på tingene, lyder det fra premierministeren.

I Danmark har cirka 230.000 personer fået enten første eller begge stik.

BRANCHENYT
Læs også