Fortsæt til indhold

SF og Venstre vil have skoler og små butikker genåbnet

SF's formand bryder med udmeldinger fra andre røde partier med ønske om genåbning 1. marts. Venstre har næsten identiske planer.

Statsminister Mette Frederiksen skal nu forholde sig til konkrete genåbningstanker fra støttepartiet SF. Arkivfoto: Jens Dresling
Politik

Både SF og Venstre melder onsdag ud, at det meget snart bør være slut med hjemsendte skolebørn og lukkede butikker.

I et interview med DR sætter partiformand SF’s Pia Olsen Dyhr endog en konkret dato på en genåbning: 1. marts.

Foreløbigt har meddelelsen fra regeringen dog været, at man afventer beregninger fra Statens Serum Institut, og sundhedsminister Magnus Heunicke udtalte mandag, at lokale genåbninger vil afhænge af virusvarianten B.117’s udbredelse.

SF og Venstres genåbningskrav er stort set enslydende: 5.-9- klasse skal tilbage i skolen, højskoler og efterskoler ligeså, mindre butikker og liberale erhverv såsom frisører skal genåbne.

Derudover ser SF mulighed for lokale genåbninger af endnu flere aktiviteter, hvis smittetallene er lave nok.

»Når vi kan se, at smitten falder, så skal det danske samfund også langsomt genåbne. Vi skal jo ikke holde Danmark lukket for evigt. Jeg tror, at vi i marts vil kunne se en mulighed for mere genåbning,« siger Pia Olsen Dyhr til DR, men betinger sig af, at smitten ikke må løbe løbsk inden 1. marts.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har meldt sine synspunkter ud via Facebook, efter han allerede i den forgangne uge luftede lignende genåbningstanker.

»Nedlukningen har massive omkostninger for danskerne og for Danmark. Alt for mange børn, unge og ældre mistrives. Vores erhvervsdrivende er i knæ, og det vil føre til flere konkurser og fyringer. Vi bliver nødt til at handle på den alvorlige situation og komme i gang med en fleksibel og forsvarlig genåbning. Det kan ikke være et spørgsmål mellem fuld genåbning og total nedlukning. Det må være muligt at finde en vej mellem de to yderpunkter,« skriver V-formanden blandt andet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har igen onsdag formiddag kommenteret debatten og udtalt, at han »håber lige som alle andre,« at der bliver plads til en yderligere genåbning 1. marts, men at det afhænger af udregninger fra myndighederne, som fortsat ikke er færdige.

Mens Venstres synspunkter allerede før onsdagens melding stod klart for de fleste, er det første gang, SF i denne ombæring er så konkrete i deres syn på sagen og også første gang, at datoen 1. marts bliver lagt på bordet.

DR skriver, at den ligefremme snak fra SF ikke vækker begejstring hos Enhedslisten, som mener, man skal være mere forsigtig i udmeldingerne.

Til gengæld er der ros til SF fra både V og DF.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Pia Olsen Dyhr
Jakob Ellemann-Jensen