Politik

Sundhedspolitikere advarer mod overkill i coronatest

En række sundhedsordførere opfordrer regeringen til at fokusere test på de mest relevante grupper.

Antallet af test skal ifølge regeringen helt op på to gange ugentlig per borger. Det kan komme til at koste lige så meget som at drive hele sygehusvæsenet, advarer sundhedsøkonom. Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Sundhedsordførere i både rød og blå blok frygter, at testning for corona af hele befolkningen flere gange ugentlig bliver overkill og ekstremt dyrt.

Sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd anslår i Berlingske, at det vil koste omkring 100 milliarder om året at drive testningen ud i det omfang.

Hans bud er baseret på en pris per test på 150 kroner, som er ganget med 12 millioner test om ugen.

Regeringen har selv kaldt sin nye teststrategi for en ”monstrøs opgave”. Men regeringen ser det som prisen for at kunne genåbne dele af samfundet igen.

Kirsten Normann Andersen fra SF erkender, at prisen skal ses, i forhold til at det også koster ekstremt mange penge at have samfundet lukket ned.

- Test er et godt alternativ til nedlukning på den længere bane. Men jeg er overrasket over omfanget og er ret sikker på, at det giver mening at være mere målrettet med det på store arbejdspladser såsom produktionsvirksomheder og sundhedssektoren og de voksne på skolerne, siger hun til Ritzau.

Coronaordfører Peder Hvelplund fra Enhedslisten efterlyser en sammenhæng i tingene.

- 100 milliarder lyder voldsomt. Der er ingen tvivl om, at test bliver en væsentlig del af tilværelsen, også når vi får mere styr på corona, og befolkningen er vaccineret.

- Men at forestille sig, at vi i al fremtid skal teste alle danskere to gange om ugen, synes jeg, virker ude af proportioner, siger han.

Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, kalder 100 milliarder ”et vanvittigt beløb”.

- Det virker uigennemtænkt. Vi må se på, hvem der har brug for testen, fordi de arbejder tæt sammen med andre mennesker. At teste alle borgere to gange ugentligt er overkill, siger hun til Ritzau.

Den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, er enig.

- Vi har store forskelle på, hvor høje smittetrykkene er i de forskellige kommuner. Hvis man skal teste skoleelever to gange om ugen selv i kommuner, hvor der ingen smitte er, så er det en smule overkill.

Alligevel er han mere åben.

- Hvis det er regeringens forudsætning for at lukke samfundet op, så er jeg næsten villig til hvad som helst. For vi har i den grad behov for, at vores virksomheder kommer til at fungere på normal vis, og at skoleeleverne kommer i skole. Det haster, siger han.

Læs også