Politik

Facebook mener ikke at skylde danske medier nogen penge

Det er brugerne og medierne, der lægger indhold op på platformen. Derfor mener Facebook ikke, den skal betale.

Efter Facebook blokerede alt nyhedsindhold i Australien, er både danske politikere og medier gået ind i debatten, og kulturminister Joy Mogensen kritiserer techgigantens demokratiske sindelag.
Foto: Reuters.

Facebook skylder ikke danske medier nogen penge.

Det siger techgigantens kommunikationschef i Norden, Peter Münster, i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.

- Idéen om at Facebook ”skylder” penge for det nyhedsindhold, der ligger på Facebook, ignorerer to uomgængelige forhold.

- For det første, at det alene er nyhedsmedierne selv eller deres læsere, der lægger link til nyhedsindhold op på vores platform, typisk med det mål at skabe mere trafik til mediets egen hjemmeside, skriver han.

Han skriver desuden, at det er annoncer, Facebook tjener penge på, og ikke nyhedsindhold, som udgør mindre end fire procent af det indhold, folk møder på platformen.

Kulturminister Joy Mogensen (S) kritiserede fredag Facebook, efter at platformen i Australien havde valgt at blokere for nyhedsindhold.

Blokeringen skete, efter at den australske regering havde krævet, at Facebook begyndte at betale nyhedsmedier for det indhold, der blev lagt op på platformen.

- Det er dybt bekymrende, for det sætter spørgsmålstegn ved det demokratiske sindelag i en af verdens mest dominerende medievirksomheder, sagde Joy Mogensen.

Hun mener, at det sociale medie er afhængig af journalistisk indhold for ikke at ende som et ”sted for sølvpapirshatte og konspirationsteorier. Ellers vil Facebook dale i værdi, sagde ministeren.

Også Canada har meldt sig ind i kampen for at få det sociale medie til at betale nyhedsmedier for det indhold, som lægges op.

Torsdag sagde landets kulturminister, Steven Guilbeault, at ”Canada står i første geled i slaget.”.

- Vi er i sandhed blandt den første gruppe af lande, der gør det her, sagde han til Reuters.

Nyhedsindhold er fortsat blokeret på Facebook i Australien, men regeringen oplyser ifølge Reuters, at techgiganten er vendt tilbage til forhandlingsbordet i et forsøg på at finde en løsning.

BRANCHENYT
Læs også