Serier

Flertal åbner for de store elever kommer i skole som det næste

De ældste elever sidder fortsat derhjemme på tredje måned, men kan blive en del af den næste genåbning.

Corona rammer verden
Eleverne i 5. til 10.-klasse sidder fortsat hjemme på tredje måned på grund af pandemien med corona. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Det er uvist hvornår, men der tegner sig et politisk flertal for, at de ældste elever kan blive en del af den næste genåbning og dermed komme tilbage i skole.

Det fremgår tirsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) bliver spurgt til det i Folketingssalen.

- Jeg vil gerne takke for det, der tegner til at være en bred politisk opbakning til, at det er børn og unge, der fokuseres på i den næste del af genåbningen, siger hun.

Den næste dato for mulig yderligere genåbning er 15. marts.

Tre uger efter at eleverne fra 0. til 4.- klasse kom tilbage i skole, ligger smittetallet fortsat på et stabilt lavt niveau.

Eleverne i 5. til 10.-klasse sidder dog fortsat hjemme på tredje måned på grund af pandemien med corona.

- Børnene trænger til at komme i skole, forældrene trænger til at få lov til at koncentrere sig om deres arbejde, og derfor vil det i mine øjne være helt naturligt, at i næste skridt skal endnu flere børn og unge tilbage på skolebænken, siger statsministeren.

Flere partier har presset på for at flere børn kan komme tilbage i skole.

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) kritiserer, at der ikke tidligere er regnet på, hvad det vil betyde for udbredelsen af smitten, hvis de vender tilbage.

Statsministeren svarer ikke direkte på det.

- Der er en ekspertgruppe, der har givet en rækkefølge, hvor de mindste børn var først, derfor kom de først i skole. Så følger nogle af de ældste børn. I sidste ende er det en afvejning af bnp og trivsel og familiernes ve og vel, siger hun.

Mette Frederiksen nævner i et senere svar, at sådanne beregninger i alle tilfælde vil være et skøn.

Det er et bredt udsnit af Folketingets partier, der har fokus på de ældre elever.

Ellemann nævnte en elev i 8.-klasse, der fortalte sin mor om tanker om at springe ud af vinduet.

SF-formand Pia Olsen Dyhr talte om henvendelser fra børn og unge med mindreværd, der havde svært ved at tage tøj på om morgenen og komme i gang med dagen.

Dele af skole- og uddannelsessektoren i landsdelene Vestjylland og Nordjylland samt uddannelser på Bornholm er genåbnet.

BRANCHENYT
Læs også