Serier

Mette Frederiksen vil gerne bygge vaccinefabrikker sammen med Israel

Det er ikke urealistisk, at Danmark går sammen med Israel om at bygge vaccinefabrikker, siger statsministeren forud for rejse, hvor vacciner til palæstinenserne ikke kommer på dagsordenen.

Corona rammer verden
Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser til Israel i denne uge. Forud for mødet åbner hun for produktion af vaccine for hurtigere at få bugt med corona. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmark er åben for at etablere vaccinefabrikker sammen med Israel for at få banket produktionen af coronavacciner markant i vejret.

Det bekræfter statsminister Mette Frederiksen forud for, at hun torsdag rejser til netop Israel for at besøge landets premierminister Benjamin Netanyahu sammen med Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz.

Formålet er at drøfte et tættere samarbejde om covid-19-vacciner, herunder særligt en øget produktion.

Jeg glæder mig over, at Danmark kan lave et samarbejde med Israel, som er verdensmester i vacciner lige nu

Mette Frederiksen, statsminister

Det er »ikke urealistisk«, at Danmark vil gå sammen med israelerne om at bygge egentlige vaccinefabrikker i landet eller andre steder, siger Mette Frederiksen, som betegner Israel som »verdensmester« i vacciner.

»Ja, vi taler konkret om, hvordan vi kan øge produktionskapaciteten; offentligt-privat samarbejde, bygning af egen kapacitet, vi kan stille til rådighed. Jeg udelukker sådan set ikke nogen ideer – ej heller at bygge fabrikker,« siger hun og tilføjer, at der er behov for at kunne producere langt flere vacciner end det sker på nuværende tidspunkt.

»Jeg er rigtig, rigtig glad for, at det er Danmark, som Israel vælger at samarbejde med.«

Hvor fabrikkerne skal placeres er ikke fastlagt, men udgangspunktet er at få en produktion i Danmark.

Dermed bekræfter statsministeren, hvad avisen Financial Times har skrevet – nemlig at Israel, Danmark og Østrig er i drøftelser om egentlige fabrikker til at producere vacciner i fremtiden. Ifølge avisen skal der allerede være dialog med medicinalfirmaerne Pfizer og Moderna, og Østrig skal allerede have udpeget en facilitet til at kunne huse en eventuel fabrik. Oplysningen stammer fra en unavngiven østrigsk embedsmand.

Samarbejdet foregår uden om EU, men Mette Frederiksen afviser, at Danmark dermed bryder ud af den fælles EU-indsats om vaccineindkøb under coronakrisen. Hun mener dog, at EU generelt er for fodslæbende, når det kommer til at sikre en fremtidig leverance af vacciner. Særligt med udsigten til, at det måske bliver nødvendigt at genvaccinere Europas befolkninger flere gange.

»Kapaciteten kan ikke følge med det behov, der er for vacciner. Slet ikke, hvis vi får behov for at vaccinere mange gange. Derfor er mit primære ærinde at få tilvejebragt så mange vacciner til danskerne som muligt, men også at vi får lagt en langsigtet vaccineplan. Jeg glæder mig over, at Danmark kan lave et samarbejde med Israel, som er verdensmester i vacciner lige nu,« siger hun.

Et langsigtet, strategisk samarbejde mellem Danmark og Israel kan få »kæmpestor betydning« for epidemikontrollen herhjemme, vurderer Mette Frederiksen.

Over halvdelen af den israelske befolkningen har allerede fået det første vaccinestik, og dermed topper landet verdensranglisten over vaccineudrulning. Til sammenligning har 7,7 procent af den danske befolkning fået første dosis.

Afviser at drøfte Palæstina-problematik

Regeringens flirt med Israel er dog ikke uden kontroverser. Støttepartierne er skeptiske over for alliancen og mener, at Danmark bør presse på for, at den israelske regering sikrer nok vacciner til den palæstinensiske befolkning i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza-striben, før han eventuelt sælger dem til allierede lande.

Eksempelvis opfordrer Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, til, at statsministeren tager emnet op med Netanyahu.

Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra Mette Frederiksen.

»Nej, det jeg tager til Israel for på torsdag er at lave en aftale – forhåbentlig både mellem Israel, Østrig og Danmark – om en fortsat vaccineproduktion. Så har vi andre fora, hvor vi diskuterer andre forhold med Israel,« siger hun.

Samtidig erklærer statsministeren sig åben for at købe vacciner, hvis lande som Israel, Tyskland eller andre tilbyder at sælge dem, men opkøb er dog ikke hovedformålet med Israel-turen, understreger hun.

BRANCHENYT
Læs også