Serier

Norge henter inspiration i Danmark i sin plan for genåbning

Norges Folkehelseinstituttet er ved at kigge på, om massetest af nordmændene giver mening i en kommende åbning.

Corona rammer verden
 Det seneste døgn er der registreret 729 nye coronatilfælde i Norge, hvilket er det højeste i flere måneder. Især i hovedstaden Oslo har man problemer med den britiske variant, der spreder sig. Foto: Cornelius Poppe/NTB Scanpix via Reuters

De norske sundhedsmyndigheder skal om under to uger aflevere en plan for en mulig genåbning af samfundet til Norges regering.

Et af de værktøjer, myndighederne arbejder med som en del af genåbningen, er hevet frem efter dansk forbillede: Massetest af borgerne to gange om ugen. Det oplyser den norske sundhedsmyndighed Folkehelseinstituttet (FHI) tirsdag.

»Spytprøver er en ting, man kan kigge på, kombineret med lyntests. Jeg tror, at det vil være vigtige værktøjer frem mod genåbningen,« siger den norske smitteværnsdirektør Geir Bukholm fra Folkehelseinstituttet ifølge VG.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen meddelte midt i februar danskerne, at test »et par gange om ugen« er forudsætningen for at holde Danmark åbent.

Direkte adspurgt, om det er aktuelt med en dansk model, lyder det fra Geir Bukholm:

»Det ser vi på«.

Den norske regering ventes i slutningen af denne måned at fremlægge genåbningsplanen efter anbefalinger fra Folkehelseinstituttet og myndigheden Helsedirektoratet.

Den norske regering har i de seneste uger fået kritik for at hænge i bremsen med netop en plan for trinvis genåbning, efter at bl.a. Danmark og Storbritannien har fremlagt planer for åbninger i marts.

Den kritik har de norske sundhedsmyndigheder dog afvist. Helsedirektoratets direktør Bjørn Guldvog har over for nyhedsbureauet NTB forklaret, at man forventer, at genåbningen skal ske i fire faser, og at den største genåbning vil ske i slutningen af april, når de ældre, sundhedspersonalet og de sårbare er vaccinerede.

»Vi har allerede lempet for børn og unge, så på den måde har vi allerede taget det første skridt,« sagde Bjørn Guldvog i sidste uge til NTB.

Det seneste døgn er der registreret 729 nye coronatilfælde i Norge, hvilket er det højeste i flere måneder. Især i Oslo har man problemer med den britiske variant, der spreder sig.

Raymond Johansen, byrådsleder i den norske hovedstad, varslede på den baggrund mandag, at store dele af Oslo, bl.a. restauranter og butikker, vil lukke frem til den 15. marts for at inddæmme smitten.

Geir Bukholm fra FHI vurderer på baggrund af den norske vaccineplan, at nordmændene i slutningen af maj formentlig vil kunne rejse til udlandet, gå til koncerter og andre ting, som man forbinder med et normalt liv.

BRANCHENYT
Læs også