Politik

USA suspenderer straftold på britiske produkter fanget i flyfejde

I januar fjernede Storbritannien sin straftold på amerikanske varer, men det blev på daværende tidspunkt ikke gengældt af Trump-administrationen. Foto: Reuters

USA har midlertidigt ophævet den straftold, som landet har haft på britiske varer, mens der arbejdes på en handelsaftale mellem USA og Storbritannien.

Det skriver Bloomberg News.

Straftolden stammer fra en langvarig fejde mellem USA og EU over ulovlig statslig hjælp til flyproducenterne Airbus i Frankrig og amerikanske Boeing, der efterhånden har stået på i 17 år gennem verdenshandelsorganisationen WTO.

Det fik i 2019 den daværende amerikanske præsident Donald Trump til at indføre en straftold på 25 pct. på en lang række europæiske varer, mens EU tog til genmæle og indførte lignende told på Boeing-fly og en række andre amerikanske varer.

I Storbritannien har det længe været et mål for premierminister Boris Johnson at få fjernet straftolden mellem USA og Storbritannien og opnå en bred handelsaftale med USA efter udtrædelsen af EU.

I januar fjernede Storbritannien sin straftold på amerikanske varer, men det blev på daværende tidspunkt ikke gengældt af Trump-administrationen.

Læs også