- Opdateret 14/03/2021 kl. 20:01
Myanmars militær har strammet grebet om landets største by
Søndag er en af de hidtil blodigste dage i Myanmar siden kuppet. Militæret har udvidede beføjelser i Yangon.
Myanmars militærstyre erklærer ”juridisk militær undtagelsestilstand” i to distrikter af landets største by, Yangon.
Det meddeler statslige medier i landet.
I det pågældende område er mindst 15 mennesker søndag blevet dræbt af sikkerhedsstyrker, der har slået hårdt ned på de fortsatte demonstrationer.
- De døde og sårede kommer stadig ind, siger en kilde på et hospital til netmediet Myanmar Now.
Andre medier sætter antallet af dræbte højere end 15.
Doktor Sasa, som repræsenterer afsatte og tilbageholdte politikere fra regeringspartiet Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), udtrykker solidaritet med indbyggerne i området.
- Gerningsmændene, overfaldsmændene, fjender af Myanmars folk, det onde statsråd vil blive holdt ansvarlige for hver en blodsdråbe, der udgydes, siger han.
Doktor Sasa lever i skjul. Mange af hans partifæller er anholdt eller i husarrest.
Over hele Myanmar er i alt 38 mennesker blevet dræbt i forbindelse med protester mod militærstyret søndag. Det meddeler organisationen AAPP, der arbejder for at hjælpe politiske fanger.
Det er det samme antal dræbte som 3. marts, der var Myanmars hidtil blodigste dag siden militærkuppet 1. februar.
Den militære undtagelsestilstand, der nu er indført i to distrikter, giver den regionale kommandant beføjelser til at ”sikre området, opretholde lov og orden og sikre ro mere effektivt”, meddeler statsligt tv.
I et af de to distrikter, Hlaingthaya, har ukendte gerningsmænd plyndret og stukket ild til to kinesiskejede fabrikker.
Mange kinesiske ansatte på fabrikkerne er kommet til skade, oplyser Kinas ambassade i Myanmar. Det er ikke oplyst, hvor alvorlige skaderne er.
Ambassaden skriver på sin Facebook-side, at situationen er ”meget alvorlig” og beder de militære myndigheder i Myanmar garantere for sikkerheden snarest.
Tv-stationen Myawaddy, der er styret af militæret, meddeler, at der er sat ild på i alt fire tekstilfabrikker og en fabrik, der fremstiller gødning.
Omkring 2000 mennesker blokerede vejene og forhindrede dermed brandbiler i at nå frem, lyder det fra Myawaddy.
Ingen har umiddelbart taget skylden for de påsatte brande.
En af protestlederne, Ei Thinzar Maung, skriver på Facebook, at indtil videre er kun to kinesiske fabrikker blevet brændt.
- Hvis man vil drive forretning på stabil vis i Myanmar, må man respektere Myanmars befolkning, skriver hun.
Siden militæret tog magten i Myanmar 1. februar, er Kina i stigende grad blevet upopulær i landet.
Mens vestlige lande har fordømt kuppet i skarpe vendinger, har Kinas regering været tavs.
Det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua har betegnet kuppet som ”en større regeringsrokade”.
Ud over de mindst 15 dræbte i de to dele af Yangon er yderligere 14 mennesker dræbt i andre dele af byen og det øvrige Myanmar søndag.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.
/ritzau/Reuters