Bred aftale om langsigtet genåbning: Frisører og andre liberale erhverv genåbner efter påske
Med få undtagelser skal det danske samfund åbnes, når alle over 50 år er vaccineret, siger statsminister Mette Frederiksen.
Med få undtagelser skal det danske samfund åbnes helt, når alle over 50 år er vaccineret.
Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et tv-transmitteret pressemøde, efter at et bredt flertal blandt Folketingets partier sent mandag aften indgik en aftale om en langsigtet genåbningsplan.
Aftalen indebærer blandt andet, at frisører og andre liberale erhverv genåbner efter påske.
Den 6. april er det igen muligt at gå til eksempelvis frisør eller massør, men det kræver en negativ coronatest, eller at man er vaccineret eller kan påvise, at man tidligere har været smittet med coronavirus.
Aftalepartierne er enige om, at et coronapas skal bidrage til epidemikontrollen, mens der fortsat vil være krav om mundbind eller visir.
Coronapasset skal helt konkret vise, om borgeren er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og antigen-test). Børn under 15 år vil være undtaget.
Fra slutningen af marts vil appen ”MinSundhed” fungere som et simpelt coronapas, indtil ”en mere avanceret og brugervenlig app bliver lanceret”, lyder det i aftaleteksten.
Aftalepartierne er enige om at fortsætte en gradvis og fleksibel udfasning af restriktionerne frem mod, at vaccine-milepælen er nået. Der tages udgangspunkt i 14 dages intervaller mellem genåbningsfaserne.
Hvis smitten bryder ud i enkelte områder, kan der dog blive tale om hurtige lokale nedlukninger.
»Vi går stadig forsigtigt til værks, og det gør vi, fordi vi vil undgå en tredje bølge af corona i Danmark, den tredje bølge, der lige nu rammer mange europæiske lande hårdt,« sagde statsminister Mette Frederiksen og tilføjede:
»Selvom smittetallene i Danmark er stabile, og det er de heldigvis, så opfører virus sig jo ikke anderledes, end den gør i andre lande. Derfor vil jeg gerne understrege at med denne aftale, så er vi nu godt på vej, men vi er ikke i mål i Danmark endnu hvad angår håndteringen af covid-19. Mange ældre og sårbare mangler fortsat at blive vaccineret.«
De store indkøbscentre er blandt dem, der må vente til 21. april, før de kan åbne. Mindre indkøbscentre må genåbne om tre uger, lyder meldingen.
Bag genåbningsaftalen er et bredt flertal i Folketinget. Kun Nye Borgerlige er ikke en del af aftalen. Partiet forlod forhandlingerne tirsdag eftermiddag.
Aftalepartierne er desuden enige om, at hjælpepakkerne forlænges i lyset af den gradvise genåbning i de kommende måneder, således at de gælder til og med d. 30. juni 2021, og regeringen vil indkalde til forhandlinger med aftalepartierne og arbejdsmarkedets parter om udmøntningen heraf.
Virksomheder, der har været omfattet af nedlukning, vil ifølge aftaleparterne kunne vurdere, at det ikke er hensigtsmæssigt at lukke op. I den situation vil en virksomhed, der tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, kunne vælge fortsat at holde lukket og vil efter den 6 gældende ordning derefter modtage op til 90 pct. i kompensation for de faste udgifter, og op til 90 pct. i selvstændige-ordningen.
Hos Dansk Industri glæder adm. dir. Lars Sandahl Sørensen sig over genåbningsaftalen:
»Det er virkelig godt for Danmark med en bred genåbningsaftale, hvor røde og blå partier sammen tager ansvar for at sikre den vished i samfundet, som vi i erhvervslivet har efterspurgt længe. Og ikke mindst er vi meget tilfredse med enigheden omkring en fuld genåbning, når alle over 50 år er vaccineret, og at coronapasset bliver taget i brug for at kunne åbne tidligere,« siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Påsken bliver lang for de mange, der stadig er ramt af restriktioner, men nu lysner det forude. Med dagens aftale kan vi forhåbentligt endegyldigt lægge de brede nedlukningers mørke tid bag os.«
Dansk Erhverv er ligeles positivt indstillet i forhold til den langsigtede plan, men havde håbet på større genåbning af erhvervslivet nu.
»Det er meget positivt med en bred politisk aftale om genåbning. Det er godt med en langsigtet og konkret plan for genåbningen. Den forudsigelighed har erhvervslivet og danskerne brug for. Vi havde dog ønsket, at man havde turdet gå lidt længere hurtigere – blandt andet havde vi gerne set, at storcentre, restauranter mv. havde fået lov at åbne allerede nu eller lige efter påske, da alt for mange erhvervsdrivende taber penge hver eneste dag, selvom de modtager kompensation,« siger Brian Mikkelsen.
Større arrangementer inden for kultur og idræt må fortsat vente på en genåbning.
Som en del af den nye genåbningsplan nedsætter aftalepartierne en ”hurtigt-arbejdende” ekspertgruppe, der i midten af april skal komme med anbefalinger til, hvordan større arrangementer kan afholdes forsvarligt.


