Politik

Bagmandspolitiet vil også tiltale Messerschmidt for dokumentfalsk

Bagmandspolitiet (SØIK) mener, at Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt har begået dokumentfalsk i sag om EU-støtte, skriver Ekstra Bladet. Messerschmidt bekræfter på Facebook anklagens ordlyd, men afviser den pure.

Det var tilbage i august 2016, at Messerschmidt blev meldt til politiet for muligt svig med offentlige midler i Meld og Feld. Meld og Feld er henholdsvis en alliance af partier i EU og en EU-fond. Arkivfoto: Jens Dresling

Sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, vokser nu i omfang.

I sidste uge kom det frem, at folketingsmedlem Morten Messerschmidt står til at skulle i retten, efter at SØIK – også kaldet bagmandspolitiet – har besluttet, at der bør rejses tiltale mod ham for uberettiget EU-støtte til et DF-sommergruppemøde, som blev delvist betalt af EU-midler fra den europæiske partialliance Meld.

Messerschmidts advokat bekræftede, at anklagen omhandlede EU-støtte for 98.835 kr., og selv om DF-formand Kristian Thulesen Dahl kaldte sagen »træls«, så betonede han også, at der »kun ser ud til at være ét forhold«.

Nu viser det sig imidlertid, at anklagen, som SØIK ønsker at rejse mod Messerschmidt, ikke alene handler om påstået misbrug af EU-midler, men også dokumentfalsk.

Det skriver Ekstra Bladet, der er i besiddelse af et udkast til anklageskriftet fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

»Det (er) SØIK’s opfattelse, at Morten Messerschmidt har gjort sig skyldig i EU-svig efter straffelovens § 289 a, stk. 1 og 2, i forbindelse med påstået afholdelse af en MELD-konference i Skagen i august 2015, ligesom Morten Messerschmidt i forening med en medarbejder efter SØIK’s opfattelse har begået dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. § 172, stk. 1, ved at have gjort brug af falsk ”Service Provider” kontrakt af 25. maj 2015 for at skuffe i retsforhold,« står der i udkastet til anklageskriftet, ifølge Ekstra Bladet.

I en opslag på Facebook bekræfter Morten Messerschmidt, at udkastet til anklageskriftet indeholder påstand om både »bedrageri og dokumentfalsk«. Han nægter sig dog skyldig i alle anklager.

Omstridt hotelkontrakt

Sagen om mulig misbrug af EU-midler handler om Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015, der blev afholdt i Skagen. Her blev en del af udgifterne betalt af EU-midler fra den alliance af europæiske partier – kaldet Meld – som DF var medlem af. Efterfølgende er der blevet rejst tvivl om, hvorvidt indholdet af sommergruppemødet reflekterede de ansøgninger om EU-støtte, som Dansk Folkeparti havde indgivet.

Messerschmidt forklarer selv i opslaget på Facebook, at anklagen om dokumentfalsk omhandler en kontrakt mellem partialliancen Meld og det hotel, som Dansk Folkeparti brugte til sommergruppemødet. Her har Morten Messerschmidt skrevet under på kontrakten som præsident for Meld. Den anden underskriver på dokumentet – der skulle repræsentere det pågældende hotel – var en parti-ansat fra Dansk Folkeparti.

Messerschmidt erkender, at det var en »fejl«, at det var en DF-ansat, der skrev under på kontrakten der, hvor hotellet burde have skrevet under. Men han afviser at have brudt loven.

»Jeg afviser pure alle de anklager, som måtte blive rejst imod mig,« udtaler Messerschmidt, der ikke ønsker at stille op til interview.

Dansk Folkeparti er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens henvendelse om en kommentar.

Afventer Folketinget

Anklagemyndigheden vil ifølge Jyllands-Postens oplysninger nedlægge påstand om fængselsstraf i sagen. Overtrædelse af straffelovens paragraf 289a, der bl.a. dækker svig med EU-midler, har en strafferamme, der går fra bøde og op til halvandet års fængsel. Straffen for dokumentfalsk kan være bøde eller fængsel indtil to år.

Før Morten Messerschmidt formelt kan tiltales i sagen, skal Folketinget give samtykke til det. Det skyldes, at folketingsmedlemmer har såkaldt »immunitet«. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen skal drøfte sagen på et møde onsdag. Derefter skal Folketinget stemme om det.

I praksis giver Folketinget altid samtykke til at ophæve immuniteten, når det gælder straffesager.

BRANCHENYT
Læs også