Politik

Region Hovedstaden åbner vaccine-ventelisten: Nu kan alle stille sig i kø

I Region Hovedstaden ruller vaccinerne ud til befolkningen i så lind en strøm, at man lemper reglerne for at sætte sig på venteliste.

Hidtil har det kun været muligt at skrive sig op til at ”komme foran” i vaccinekøen i Region Hovedstaden, hvis man i forvejen havde fået en invitation til et stik. Foto: Marie Ravn

Region Hovedstaden gør det nu muligt for alle - uanset om man har fået en invitation til vaccine eller ej - at skrive sig op til at få en såkaldt ”restvaccine” for at undgå, at doser går til spilde.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Hidtil har det kun været muligt at skrive sig op til at ”komme foran” i vaccinekøen på den måde, hvis man i forvejen havde fået en invitation til et stik. Men nu er der så godt gang i vaccinationerne, at det vil være muligt for alle at stille sig i køen.

»At stå på venteliste er en chance for at komme frem i køen, men det er ingen garanti for at blive vaccineret, for der er kun ganske få vacciner til overs. Og borgerne prioriteres ligesom tidligere efter alder, så de ældste er først i køen,« siger Helene Bliddal Døssing, der er konstitueret vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab.

Interesserede borgere skal skrive sig op på listen inden 13:30 på en given dag og har dermed stillet sig op i køen for den ene dag. Hvis der er doser tilovers, bliver folk kontaktet af et vaccinationscenter direkte om aftenen lige før lukketid.

Borgere skal kunne møde op ved vaccinationscentret i løbet af 30 minutter.

» I takt med at flere og flere borgere får en invitation til vaccination, og der kommer nye leverancer til landet, er det lykkedes at skabe et bedre flow mellem invitationer og antal tider. Det betyder, at færre skriver sig på ventelisten, fordi mange hellere selv vil planlægge, hvornår vaccinationstiden passer ind i deres liv. Derfor åbner vi ventelisten, så alle får mulighed for at skrive sig op,« siger Helene Bliddal Døssing om lempelsen i vaccinationskøen.

I Region Hovedstaden har 21,4 pct. af befolkningen pr. 27. april fået mindst ét vaccinestik.

Tilmeldingen foregår i et skema på regionh.dk. Kort tid efter, at regionen havde udsendt pressemeddelelsen med information til borgerne, gik selvsamme hjemmeside ned.

Andre regioner i landet opererer med forskellige måder at fordele restvacciner på. I Region Midtjylland er der en venteliste åben, men med et krav om, at man i forvejen skal være inviteret for at kunne skrive sig op til en restvaccine.

I Region Nordjylland kan man dog også skrive sig op, uanset alder, så længe man kan være på vaccinationsstedet inden for 30 minutter, mens Region Syddanmark har åbnet for alle over 60 år.

Region Sjælland tilbyder ikke borgerne at skrive sig op til en restvaccine.

BRANCHENYT
Læs også